Britiske konservative i bund i måling

Håbet om at overtaget magten i Storbritannien svinder for de britiske Konservative. I en ny meningsmåling i den britiske avise Daily Mirror er tilslutningen til partiet faldet til det laveste i to år.

Ifølge meningsmålingen er tilslutningen til De Konservative i dag på 35 procent. Dermed er partiet kun fem procentpoint foran det siddende regeringsparti, Labour, som får 30 procent i den nye meningsmåling. De Liberale Demokrater får 21 procent.

De Konservatives tilslutning toppede i 2008 med et forspring på 28 procentpoint i forhold til Labour.

Målingen kommer samtidig med det kommende britiske parlamentsvalg nærmer sig, hvilket forventes at finde sted 6. maj.

Holder meningsmålingen ved valget vil det ifølge den britiske tv-station Sky News betyde, at Labour får et lille overtal af de 650 parlamentsmedlemmer. Det skyldes, at tilslutningen til Labour er størst i byernes valgkredse, hvor der vælges flere parlamentmedlemmer end i landdistrikterne.

Labour vil dog stadig have for få medlemmer til at have et brugbart flertal i Parlamentet.

Den lave konservative tilslutning er bemærkelsesværdig, da Labour på det seneste er ramt af flere skandaler. Senest er tre tidligere ministre fra Labour blevet suspenderet, efter de er blevet afsløret i at være villige til at sælge tjenesteydelser til lobbyister for penge.

Lederen af Storbritanniens konservative parti, David Cameron, lover, at hvis de konservative kommer til magten, vil han iværksætte en undersøgelse af de eventuelle lovovertrædelser.

Labour meddelte tirsdag, at kabinetssekretæren havde undersøgt sagen til bunds uden at have fundet eksministrene skyldige i egentlige lovovertrædelser.

/ritzau/Reuters

Tilslutningen til det britiske konservative oppositionsparti er faldet til det laveste i to år, viser en ny meningsmåling.

Offentliggjort Sidst opdateret