Britiske muslimer stiller krav til Labour op til parlamentsvalget
Den britiske hovedstad, London, har i det seneste halve år været skueplads for masser af propalæstinensiske demonstrationer i protest mod krigen i Gaza. Billedet er fra en demonstration den 27. april. Foto: Hollie Adams/Reuters
Muslimsk kampagnegruppe organiserer muslimske vælgere for at presse arbejderpartiet Labour til at støtte Gaza. Ellers får partiet ikke muslimernes stemmer.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Anerkend Palæstina som en stat.
Stop militære bånd til Israel.
Giv studerende ret til at bære religiøse symboler og holde obligatoriske religiøse ritualer som bøn, herunder fredagsbøn.
Det er nogle af de 18 krav, som pressionsgruppen "The Muslim Vote", den muslimske stemme, i Storbritannien har sendt til Keir Starmer, leder af det store oppositionsparti Labour (Arbejderpartiet).
Hvis partiet ikke retter ind efter kravene, vil gruppen opfordre muslimer i Storbritannien til at gå uden om Labour-kandidater ved næste parlamentsvalg, skriver britiske medier.
Annonce
The Telegraph skriver, at gruppen vil anbefale muslimske vælgere at stemme på kandidater fra De Grønne eller De Liberale Demokrater, hvis Labour ikke giver sig.
The Muslim Vote siger selv, at den repræsenterer 24 forskellige grupper.
Opfordringen kommer i forlængelse af det nylige lokalvalg. Her fik de konservative, der har regeringsmagten, en ordentlig lussing.
Labour ligger ifølge målinger til at vinde regeringsmagten fra de konservative ved parlamentsvalget, der ventes til efteråret eller senest i januar 2025.
Muslimske vælgere har traditionelt stemt på Labour. Men det er ikke givet, at det sker ved næste valg, hvis den muslimske gruppe får sin vilje.
Lokalvalget gav Labour et godt valg. Men partiet fik også en forsmag på de muslimske vælgeres magt. Partiet tabte i en række kredse, hvor det normalt står stærkt.
Her blev muslimske vælgere hjemme eller stemte på uafhængige kandidater, der kritiserer Israel i Gazakrigen, skriver The Independent.
Zara Mohammed, generalsekretær for organisationen Det Muslimske Råd i Storbritannien, siger ifølge avisen:
- Utilfredsheden med politikerne er håndgribelig. Svaret på grusomhederne i Gaza er kun toppen af isbjerget.
- Alle stemmer tæller. Politikere kan ikke tage nogen for givet. Specielt ikke britiske muslimer.
Annonce
Pat McFadden, Labours kampagnechef, har erkendt, at holdningen til krigen i Gaza kostede stemmer.
Rachel Reeves, en af partiets ledere i parlamentet, erkendte tirsdag, at konflikten gjorde det svært ved valgurnerne.
- Ingen, der på tv-skærme ser scener som dem i Rafah, hvor mennesker tvangsflyttes flere gange, eller hvor mennesker tages som gidsler ved en musikfestival i Israel, kan undgå at blive berørt, siger hun.
Et centralt krav fra The Muslim Vote til Keir Starmer er, at han skal sige undskyld for at "have givet grønt lys til folkedrab".
Gruppen henviser formentlig - skriver The Independent - til, at Starmer tidligere gav Israel støtte til at tilbageholde humanitær hjælp fra Gaza.
Han skal også undskylde, at han ikke støttede et forslag fra det skotske parti SNP i november om våbenhvile i Gaza.
Keir Starmer (til højre), formand for partiet Labour, fejrer sammen med Claire Ward, at hun er valgt til borgmester i byen Mansfield efter lokalvalget den 2. maj. Foto: Craig Brough/Reuters
Det konservative magasin The Spectator kommenterer på sin netavis udviklingen ved en konstatere, at landet er under forandring.
Sekterisk islamistisk politik er blevet almindelig, skriver magasinet.
- I dag er det store emne Israel-Palæstina. Måske er det Kashmir i morgen. Lokalvalg har historisk handlet om emner som indsamling af skrald og reparation af veje, skriver Spectator.
- Men verden påvirker også vælgerne. Hvem skulle have troet, at udenrigspolitik ville bestemme resultatet? Eller at en folkevalgt fra De Grønne i Leeds ville råbe "Allahu Akbar", da han vandt et valg?
Annonce
På sin hjemmeside skriver The Muslim Vote, at den vil hjælpe vælgere med at stemme.
Den er på vej med en oversigt over valgkredse med mindst 10 procent muslimske vælgere.
Her kan man se, hvordan kredsens folkevalgte har stemt på forslag om våbenhvile i Gaza.
Det har i månedsvis stået klart, at Keir Starmer, leder af Labour, er upopulær blandt propalæstinensiske demonstranter. Demonstrationen på billedet fandt sted i november i London. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Der vil senere komme anbefalinger af, hvem man bør stemme på.
/ritzau/
Krav fra The Muslim Vote
* Den muslimske befolkning i Storbritannien udgjorde i 2021 3,9 millioner mennesker ud af den samlede befolkning på 67 millioner.
* Traditionelt har Labour haft et godt tag i muslimske vælgere. Partiet har været kritisk over for den britiske kolonitid og er mere socialt orienteret end de konservative, det andet store parti.
* Krigen i Gaza har sat fokus på mange muslimers krav om, at Storbritannien reagerer mod Israel. Det har ført til, at bevægelsen The Muslim Vote har præsenteret krav, som den vil have politikere til at støtte for at få muslimske vælgeres stemme.
* Bevægelsen siger, at den støttes af 24 grupper og repræsenterer "en stor del" af det muslimske samfund.
* Her er nogle af kravene, som kan læses på themuslimvote.co.uk:
- Afvis visa til israelske politikere og militante, som er involveret i udvidelse af bosættelser.
- Sanktioner mod alle virksomheder, der ifølge FN opererer i besatte områder.
- Sørg for sharia-venlige pensionsordninger på alle arbejdspladser, så den tredjedel af muslimerne, der er uden pension, kan få en. Det betyder ordninger, hvor der blandt andet ikke tilskrives renter.
Kilder: The Guardian, theconversation, themuslimvote.co.uk, Independent.
/ritzau/
Labour har ikke altid været upopulær blandt muslimer. Partiets tidligere formand Jeremy Corbyn (i midten) ses ofte i propalæstinensiske demonstrationer som her i London den 27. april. Han blev afsat som partileder i 2020. Året inden led partiet et stort valgnederlag, og der var rapporter om antisemitisme under hans ledelse. Foto: Hollie Adams/Reuters
Hvis meningsmålingerne holder, bliver den 61-årige Keir Starmer fra Labour Storbritanniens næste premierminister. Der er parlamentsvalg i efteråret eller januar 2025, og meningsmålingerne giver Labour en solid sejr. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Karin har fulgt brobyggeriet fra første parket: Søndag rykker folkefesten ind i Orehoved
Kirsten Sydendal i jubel over ø-planer: - Det er første gang, jeg ser ø-færgerne nævnt
Fra storbylivet i Shenzhen til Sydfalster: Claudia og Kun har forelsket sig i Væggerløse
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse