Britiske styrker overmander gidseltagere på italiensk skib
Besætningsmedlemmer på skibet Grande Tema fandt fredag fire blinde passagerer om bord på et af Grimaldi Lines lastskibe. På billedet ses et andet af Grimaldi Lines skibe. Foto: Eric Estrade/Ritzau Scanpix
Eric Estrade/Ritzau Scanpix
Bevæbnet med jernrør tog fire blinde passagerer fredag dele af besætningen på et italiensk skib som gidsler.
Britiske specialstyrker stormede sent fredag aften et italiensk lastskib, efter blinde passagerer havde taget medlemmer af besætningen som gidsler.
Det oplyser politiet i Essex ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ingen personer er kommet til skade.
Avisen The Sun skriver, at redningsaktionen blev ledt af den britiske flådes elitestyrker.
I alt fire mænd truede besætningen på skibet, Grande Tema, der befandt sig ved indsejlingen til Themsen. Det oplyser en talsmand for Grimaldi Lines, der er skibets operatør.
Mændene menes at være gået om bord på skibet i Nigeria den 10. december. Bevæbnet med jernrør truede de medlemmer af besætningen til at sejle dem til den britiske kyst. Det fortæller talsmand Paul Kyprianou:
- Skibet sejlede fra Nigeria med kurs mod Tilbury. Undervejs opdager besætningen fire blinde passagerer i en kabine. Det lykkedes dem at slippe væk fra kabinen og true besætningen og kaptajnen til at sejle tættere på land.
Politiet modtog en anmeldelse fra skibet klokken ni om formiddagen. Her lød det, at dele af besætningen skjulte sig på skibets kommandobro, skriver BBC.
14 timer senere lykkedes det britiske styrker at overmande de fire mænd. Senere blev skibet sejlet sikkert i havn i Tilbury, der ligger knap 50 kilometer fra hovedstaden, London.
Politiet efterforsker ikke sagen som terrorrelateret, og de fire pågrebne mænd er ikke mistænkt for at være pirater.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde