Brobyggeren pave Leo kan samle den katolske kirke og holde kursen

- Fred være med jer alle, lød de første ord fra den nyvalgte pave Leo på balkonen ud til Peterspladsen. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters

Et i offentligheden ubeskrevet blad skal lede den katolske kirke. Amerikaneren ventes at videreføre sin forgængers arv, hvilket navnet pave Leo også indikerer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligt torsdag aften kom der hvid røg fra Vatikanet, og jublen brød ud på Peterspladsen.

Efter mindre end to dage med hemmelige afstemninger i konklavet havde de 133 kardinaler i Det Sixtinske Kapel udvalgt det næste overhoved for den katolske kirkes 1,4 milliarder medlemmer.

For første gang nogensinde er en amerikaner valgt som pave. Robert Francis Prevost fra Chicago er pave Frans' arvtager og vil fremover gå under pavenavnet Leo XIV.

Læs her mere om den nye pave.

* Hvem er han?

Den 69-årige nye pave kommer fra Augustinerordenen, der er en katolsk munkeorden, som han ad to omgange blev valgt som leder af.

Han har desuden været ærkebiskop i Chiclayo i Peru og været præst i hjembyen Chicago, inden han i 2023 blev gjort til kardinal af pave Frans.

Pave Leo blev født i Chicago i USA 14. september 1955. Han blev novice i Augustinerordenen i 1977 og blev præst i 1982.

Da han torsdag trådte ud på Peterskirkens balkon, var det nok de færreste blandt de titusinder af fremmødte, der vidste, hvem han var, bemærker AFP.

Han har ifølge Reuters kun givet få interview til medier og sjældent udtalt sig offentligt.

Han har generelt holdt lav offentlig profil, men er alligevel et kendt ansigt i Vatikanet.

Han blev i 2023 bragt til Vatikanet, hvor pave Frans satte ham i spidsen for det kontor, der udpeger katolske biskopper verden over.

Prevost har fået opmærksomhed for sin afdæmpede stil og støtte til pave Frans - især hvad angår emner som social retfærdighed.

Tidligere kolleger kalder ham ifølge The Guardian for en rolig leder med benene solidt plantet på jorden.

* Hvorfor blev det ham?

Det var de færreste - om nogen - der på forhånd havde peget på kardinal Prevost som en af favoritterne til hvervet.

Men det gik alligevel stærkt med at vælge ham.

Det er kommet som en overraskelse for mange iagttagere, at kardinalerne pegede på en amerikaner, fordi USA i forvejen har så stor en indflydelse på verdensscenen.

Men det har kardinalerne ikke ladet stå i vejen for deres valg.

Det hurtige konklave indikerer, at der fra dag et har været stor tiltro blandt kardinalerne til, at Prevost er den bedste til at påtage sig opgaverne, som kirken står over for.

Her har der forud for konklavet ifølge BBC særligt været to ord, der er dukket op: kontinuitet og sammenhold.

Der var jubel på Peterspladsen, da den nye pave trådte frem. Begejstringen var ekstra stor hos denne fremmødte amerikaner, da det stod klart, at der er tale om den første amerikanske pave nogensinde. Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix

To ting, som pave Leo menes at kunne stå for.

Han ses som en brobygger, der kan videreføre pave Frans' arv og mere progressive retning for kirken, men som samtidig er mere nedtonet end sin forgænger og derfor ikke i samme grad vil lægge afstand til de mere konservative dele af kirken.

* Hvad ligger bag pavenavnet Leo?

Pavens navn er også en indikation på, at han vil fortsætte sin forgængers arbejde med mere liberale reformer.

Et talsmand fra Vatikanet har bekræftet, at Leo er en reference til Leo XIII - den seneste pave med navnet Leo. Han var pave fra 1878 til 1903 og lagde grundlaget for den moderne katolske sociale tankegang, skriver dpa.

Leo kan også referere til broder Leo. En munk fra det 13. århundrede, som angiveligt var god ven af Frans af Assisi, som pave Frans tog navn efter. Det er endnu et tegn på, at han vil gå i pave Frans' fodspor.

Dpa har talt med to forskere på området, der begge ser valget af navnet Leo som et symbol på, at den nye pave vil fortsætte Frans' arbejde.

En mand tager et billede af den vatikanske avis, hvor den nye pave ses på forsiden. Foto: Eloisa Lopez/Reuters

* Hvad siger amerikanerne?

Glade amerikanske katolikker strømmede til kirker rundtom i landet i kølvandet på nyheden.

Særligt i Prevosts hjemby, Chicago, og i Philadelphia, hvor han blev uddannet, blev den overraskende nyhed fejret i stor stil, skriver AFP.

Flere amerikanske katolikker håber, at valget af en amerikansk pave kan få flere i USA til at vende tilbage til kirken.

I Det Hvide Hus brød jublen også ud, da det kom frem, at valget var faldet på en amerikaner, skriver Reuters.

Også selv om Prevost tidligere på det sociale medie X har kritiseret den amerikanske præsident, Donald Trump, og vicepræsident J.D. Vance.

Den del har Trump og Det Hvide Hus ikke forholdt sig til. Men Trump kalder det "en stor ære" at have en pave fra USA.

69-årige Robert Francis Prevost blev gjort til kardinal af nu afdøde pave Frans i 2023. Han har tidligere været missionær i Peru og kommer fra Chicago. Foto: Andrew Medichini/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Paven er katolikkernes overhoved

* Ifølge katolsk lære har paven myndighed over den katolske kirke og anses som kirkens overhoved.

* Paven er i dag katolsk biskop i Rom og statsleder i Vatikanstaten.

* Efter Jesus' død og opstandelse skal ledelsen af den nye kirke været blevet overtaget af apostlen Peter.

* Peter døde ifølge katolsk lære som martyr i Rom. Roms biskopper overtog ledelsen af kirken, og derfor er de blevet kaldt Peters Efterfølgere. Siden blev biskoppen i Rom kaldt for pave.

* Pavetitlen er blevet brugt siden 300-tallet.

* Paven kan både træffe afgørelser lokalt og universelt for den katolske kirke.

* Der er ingen højere instanser, som man kan anke en afgørelse fra paven til.

* Paven er ikke ufejlbarlig, men når han udtaler sig "ex cathedra", som hele kirkens lærer i spørgsmål om tro og moral, er han ufejlbarlig.

* Efterhånden som embedet som katolsk biskop af Rom også indebar ledelse af hele den katolske kirke, fik paverne brug for hjælp. Derfor er der i dag en generalvikar for både bispedømmet Rom og Vatikanet.

* Generalvikarerne er kardinaler. Paven får også hjælp til kirkens ledelse af de udpegede kardinaler og kirkens øvrige biskopper.

* Siden 1059 er paven blevet valgt af et konklave bestående af de stemme- og valgbare kardinaler.

Kilder: Lex.dk og Den katolske kirke i Danmark.

/ritzau/

Pointer fra hans første messe

* Pave Leo afholdt fredag formiddag sin første messe i Det Sixtinske Kapel i Vatikanstaten.

* Han håber, at valget af ham kan hjælpe den katolske kirke med at bringe lys ind i "verdens mørke nætter".

* Han håber, han bliver en "trofast bestyrer" af hele den katolske kirke.

* Han opfordrer den katolske kirke til at bekæmpe manglende tro. Kirken skal række ud, hvor der er "manglende tro", og hvor folk foretrækker "teknologi, penge, succes, magt eller nydelse".

* Han advarede om, at Jesus ikke kan "reduceres til en slags karismatisk leder eller superman".

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Den nye pave har tidligere kritiseret USA's præsident, Donald Trump. Men Trump kalder det "en stor ære" at have en pave fra USA. Foto: Kent Nishimura/Reuters
Hvid røg fra skorstenen fra Det Sixtinske Kapel viste torsdag aften, at der var fundet et nyt overhoved for den katolske kirkes 1,4 milliarder medlemmer. Foto: Stefano Spaziani/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu