Broderskab varsler nye protester i Egypten

Det Muslimske Broderskab opfordrer sammen med andre islamister i Egypten til demonstrationer på lørdag til støtte for præsident Mohamed Mursi.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi opfordrer til landsdækkende protester til støtte for Mursi. Det diskuteres fortsat, hvor de mere præcist skal finde sted, siger broderskabets talsmand Mahmoud Ghozlan.

Også modstandere af præsidenten lover, at de vil fortsætte de seneste dages protester mod Mursi, der med et omstridt dekret har øget sine magtbeføjelser.

Et ledende medlem af det yderliggående og konservative parti Al-Nour bekræfter, at islamisterne vil gå på gaden på lørdag.

Han siger, at demonstrationerne meget vel kan finde sted på Tahrir-pladsen i hjertet af Kairo, hvor Mursi-modstandere har overnattet i telte den seneste uge.

En talsmand for partiet siger imidlertid, at man vil holde sig fra Tahrir-pladsen, der også dannede rammen om oprøret, der i februar væltede den tidligere egyptiske præsident Hosni Mubarak.

- Vi ønsker ikke at komme i konflikt med nogen, siger talsmanden Nader Bakkar.

Det Muslimske Broderskab, som Mursi oprindeligt kommer fra, aflyste tidligere på ugen støttedemonstrationer for præsidenten for at undgå konfrontationer.

Onsdag kastede politistyrker tåregas mod flere hundrede demonstranter på Tahrir-pladsen, og ifølge øjenvidner var der også udbrudt kampe mellem demonstranter og politi i flere gader omkring pladsen.

Demonstranterne kræver, at Mursi trækker sit dekret tilbage, men det nægter præsidenten.

Han lover dog at sætte en tidsbegrænsning for, hvor længe han skal have de udvidede beføjelser, som han hævder er nødvendige for at "sikre revolutionen".

Mindst 200 demonstranter er anholdt, mens godt 100 er kvæstet under de seneste 24 timers uroligheder.

/ritzau/Reuters