Brokollaps i Norge: Arbejder begravet under våd beton
Den person, som var meldt savnet, efter at en bro onsdag styrtede sammen i Trondheim i Norge, er fundet død. Liget er endnu ikke blevet hentet ud fra betonmasserne. Det oplyser politiet natten til torsdag.
- Vi håber, at det vil ske i løbet af natten. Det er en vanskelig opgave, fordi han blev begravet under hurtigtørrende beton, siger lederen af redningsaktionen Arnt-Harald Aaslund fra politiet i Sør-Trøndelag til nyhedsbureauet NTB.
Der er tale om en norsk anlægsarbejder. Dermed er antallet af dødsofre oppe på to personer efter ulykken onsdag eftermiddag.
Flere hundrede ton betonmasse styrtede i sænk, da broen, der var under konstruktion, kollapsede ved 14.30-tiden. En bil, som kom kørende under broen, blev begravet i masserne.
Først omkring klokken 19 kunne bilen graves fri og føreren bekræftes omkommet.
Bygningsarbejdere var i færd med at støbe betonen på broen, da ulykken fandt sted.
To personer er indlagt på St. Olavs Hospital i Trondheim med moderate skader efter ulykken. Syv andre pådrog sig lettere skader.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker