Premierminister Gordon Brown erklærer den britiske strategi i Afghanistan for helt rigtig, selv om der nu er omkommet flere soldater her end i Irak.
Premierminister Gordon Brown holder fast i, at Storbritannien forfølger den rette strategi i Afghanistan på trods af, at antallet af omkomne britiske soldater nu er højere end tabstallet fra krigen i Irak.
I et brev til et britisk parlamentsudvalg skriver Brown, at de sidste par dage har været "overordentligt vanskelige", efter at otte britiske soldater fredag mistede livet i Afghanistan på blot et døgn og dermed har bragt tabstallet op på 184 mod 179 i Irak.
Men premierministeren er overbevist om, at de britiske soldater er ved at vinde kampen mod Taliban i oprørernes højborg Helmand i det sydlige Afghanistan.
- Selv om jeg ved, at nogle sætter spørgsmålstegn ved vores strategi, så er jeg fortsat overbevist om, at vores strategi er den rigtige, skriver Brown og tilføjer, at de britiske officerer melder om fremskridt ved de seneste tre ugers offensiv.
- De oplever stor gennemslagskraft over for Taliban i det centrale Helmand, som vil forbedre sikkerheden for befolkningen op til det kommende valg og på længere sigt give mulighed for, at arbejdet for en god regeringsførelse og udvikling kan indledes.
Ligesom sin udenrigsminister, David Miliband, mener Brown, at indsatsen tjener et større formål, nemlig at forhindre terrorister fra Afghanistan og Pakistan i at sprede frygt og rædsel i Storbritannien.
Miliband sagde tidligere lørdag, at soldaterne er involveret i en kamp "for Storbritanniens fremtid", og at briterne ikke kan vide sig sikre, før der er etableret sikkerhed i Afghanistan.
Briterne har optrappet deres militære tilstedeværelse til 9000 soldater i Afghanistan forud for præsidentvalget i næste måned.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker