Brown udviser to iranske diplomater

Udvisning sker dagen efter, at Iran udviste to britiske diplomater.

Den britiske premierminister, Gordon Brown, meddeler i dag, at to iranske diplomater udvises, efter Iran i går udviste to britiske diplomater.
- Iran tog i går det uberettigede skridt at udvise to britiske diplomater på beskyldninger, som er helt uden grundlag, sagde Brown i parlamentet.
- Som svar på den handling, så har vi i dag informeret den iranske ambassadør om, at vi vil udvise to iranske diplomater fra ambassaden i London. Jeg er skuffet over, at Iran har bragt sig i den stilling, sagde han.
Præsident Mahmoud Ahmadinejad krævede søndag af USA og Storbritannien, at de stopper med at blande sig i landets interne anliggender efter det omstridte valg i Iran.
Ahmadinejad er erklæret den officielle vinder af valget, men hundredtusinder har siden demonstreret mod regimet, og formentlig 17 mennesker er dræbt under urolighederne.
/ritzau/Reuters




Offentliggjort Sidst opdateret