BRUCE WILLIS HAR FÅET KONSTATERET DEMENS
Bruce Willis indstillede karrieren grundet afasi. Nu har han fået en mere "specifik diagnose" ifølge ekskonen.
Skuespilleren Bruce Willis er blevet diagnosticeret med frontotemporal demens (FTD).
Det oplyser hans ekskone, skuespilleren Demi Moore, i et opslag på Instagram.
Sidste forår oplyste hun, at Willis led af afasi, hvilket gav ham kognitive vanskeligheder, men nu har han altså fået en mere "specifik diagnose".
- Desværre er udfordringer med kommunikationen kun ét symptom på den sygdom, Bruce står over for, skriver Demi Moore.
- Selv om dette er smertefuldt, er det en lettelse endelig at have en klar diagnose, lyder det i opslaget.
Hans hustru, Emma Heming Willis, har delt samme opslag på det sociale medie.
Den 67-årige Bruce Willis er blandt andet kendt for at portrættere hovedrollen i Die Hard-filmene.
Han har også medvirket i film som "Den sjette sans" og "Pulp Fiction".
I 2006 modtog han en stjerne på Hollywood Walk of Fame i Los Angeles.
For sin hovedrolle i serien "De heldige helte" fra 1985 vandt han en Emmy-statuette.
Bruce Willis har tre døtre med Demi Moore og to med Emma Heming Willis.
Skuespillerens familie har desuden delt en længere udtalelse på AFTD's hjemmeside. Det står for The Association for Frontotemporal Degeneration.
- FTD er en grusom sygdom, som mange af os aldrig har hørt om, og kan ramme alle, skriver familien.
- I dag er der ingen behandlinger for sygdommen. En realitet, som vi håber kan ændre sig i de kommende år.
- Efterhånden som Bruces tilstand udvikler sig, håber vi, at enhver medieopmærksomhed kan fokusere på at kaste lys over denne sygdom, der kræver langt mere opmærksomhed og forskning, lyder det videre.
Ifølge AFTD kan sygdommen medføre stigende vanskeligheder med at planlægge eller organisere aktiviteter, efterhånden som den udvikler sig.
Der kan blandt andet også opstå problemer med at kommunikere.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned