Udsalget på de globale aktiemarkeder det seneste kvartal vækker mindelser om de store nedture i forbindelse med IT-boblen i 2001 og under finanskrisen i 2008. Og kvartalet sluttede helt i overensstemmelse med de seneste måneders kursudvikling.
Det amerikanske aktiemarked rundede således kvartalet af fredag med kursfald på omkring to procent. Dermed har Dow Jones-indekset på Wall Street siden den 1. juli mistet 12 procent i værdi.
I Tyskland, Frankrig og Italien faldt aktiemarkederne med omkring 25 procent i de tre måneder. Nedturen på begge sider af Atlanten skyldes frygt for en ny økonomisk tilbagegang i den globale økonomi.
At kurserne i Europa faldt langt mere end i USA, forklares med den store gæld, som plager mange lande i regionen samt frygten for et kollaps i eurosamarbejdet.
- Vi slutter denne uge, måneden og kvartalet meget, meget negativt. Usikkerheden er forøget, siger analytiker Peter Cardillo fra finanshuset Rockwell Global Capital.
- Det har været et rædselsfuldt kvartal. Selv om der har været flere gode nyheder om økonomien, så er investorerne fortsat skræmte, fortsætter han.
Det sidste skub ned fredag blev udløst af nyheden om stigende inflation i Europa samt af en opgørelse, der indikerer faldende købekraft blandt de amerikanske forbrugere.
Netop privatforbruget i USA er nøglen til fremgang eller det modsatte for landets økonomi.
- Det virker usandsynligt, at forbrugerne vil være i stand til at give økonomien et skub fremad, siger økonom John Ryding fra RDQ Economics.
I Asien var tredje kvartal ikke meget bedre end i Europa for aktieinvestorerne. I Hong Kong mistede markedet over en femtedel af sin værdi, mens markederne i Kina, Japan, Indien og Australien fik høvlet mellem 11 og 14 procent af deres værdi.
- Vi slutter kvartalet uden at være kommet nærmere en løsning på gældskrisen i Europa, og udsigten for den globale økonomi er fortsat mudret, lyder det fra Kathleen Brooks fra Forex.com.
Hun forventer, at usikkerheden på aktiemarkederne vil vare ved året ud.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker