Politiet i Bulgarien har sprængt en magtfuld, kriminel bande. Den er mistænkt for i mere end 10 år at have stået bag hvidvask af penge, narkotikasmugling, afpresning, skattesvindel og andre former for organiseret kriminalitet. Det oplyser landets indenrigsminister, Tsvetan Tsvetanov.
Foreløbig er 12 personer blevet anholdt i forbindelse med det, bulgarsk politi kalder Operation Blæksprutte. Aktionen blev gennemført natten til onsdag i Bulgariens hovedstad, Sofia. Politiet siger, at flere anholdelser kan være på vej.
Indenrigsminister Tsvetanov siger til bulgarsk stats-tv, at han er overbevist om, at banden er blevet beskyttet af ledende embedsfolk i retsvæsnet og tidligere regeringer i landet. Han ville ikke uddybe dette.
- Det er en meget velorganiseret kriminel bande, som det over de sidste 10 år er lykkedes at skabe denne blæksprutte, siger indenrigsministeren.
Banden har blandt andet været involveret i at lænse den nu krakkede stålkoncern Kremikovtsi for penge.
Bulgarien, der er det fattigste medlem af EU, er under stærkt pres både i udlandet og hjemme for at gribe mere effektivt ind over for svindel og korruption.
I 2008 beskar EU bevillingerne til Sofia med mere end 500 millioner euro på grund af de bulgarske myndighedernes manglende evne til at sætte ind mod svindel. Siden er Bulgarien blevet advaret om, at landet kan miste EU-støtte for yderligere milliarder af euro, hvis myndighederne i landet ikke tager affære på området.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet