Seks personer, heriblandt et barn, blev kvæstet ved en busulykke ved Slussen i Stockholm. Bussen kørte ned ad en trappe og fortsatte ind på en plads, der var fyldt med mennesker.
En mand blev alvorligt kvæstet.
Der var mange mennesker i den svenske hovedstad, og de var hele tiden i bevægelse for at følge løberne, der deltog i Stockholm Maraton.
Bussen, der skulle standse ved stoppestedet på Slussen bremsede ikke, men fortsatte lige ned på Södermalmstorg.
- Jeg så, hvordan bussen kom flyvende ned ad trappen. Umiddelbart efter ramte den asfalten, så det føg med gnister. Og pludselig stod den bare stille.
- Folk skreg helt utroligt. og der var en masse uro, siger øjenvidnet Bertil Backlund til avisen Expressen.
En barnevogn blev knust ved ulykken, men barnet slap uden mén. En halv snes ambulancer blev sendt til pladsen, hvor seks kvæstede personer havde brug for behandling.
- Det mindede mest af alt om en krigsskueplads, sagde nyhedsbureauet TT's mand, der ankom til ulykkesstedet umiddelbart efter ulykken.
Södersygehuset i Stockholm og Karolinska Universitetssygehus i Solna fik indbragt fem tilskadekomne personer, heraf en alvorligt kvæstet mand.
En af de lettere tilskadekomne var et barn på 17 måneder. Buschaufføren er alkoholtestet, men han var ikke påvirket.
- Vi ser naturligvis på det her med den største alvor. Det er utrolig tragisk og ærgerligt, siger Gunilla Gland fra Storstockholms lokaltrafiks pressevagt.
Ulykken skal efterforskes af politiet. Ifølge de første oplysninger fra politiet kørte bussens motor op i omdrejninger, hvilket medførte, at den ukontrolleret kørte ned på pladsen. Pladsen er nu afspærret, mens der foretages tekniske undersøgelser.
- Vi har masser af øjenvidner, og mange er meget chokeret over, hvad de har oplevet, siger inspektør Stefan Färdigs fra Stockholms Politi.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker