Bus ramte bygning i Oslo: 12 personer meldes såret
To er i kritisk tilstand, efter at en bus sent onsdag aften har påkørt en skole i den norske hovedstad.
12 personer er kommet til skade, efter at en bus er kørt ind i en skole i Oslo. To meldes i kritisk tilstand.
Det skriver den norske avis VG. Ulykken er sket i området Tøyen.
Anmeldelsen kom klokken 22.02.
Meldingen gik på flere tilskadekomne og en fastklemt. Politiet kom herefter til stedet med syv biler, lyder det fra vagtkommandør i brandvæsnet Eirik Fredriksen ifølge VG.
Politiet oplyser, at bussen kørte af vejen og ind i skolen. Billeder fra ulykkesstedet viser ifølge avisen, at flere personer blev behandlet på en bakke udenfor bussen.
11 af de i alt 12 involverede personer befandt sig inde i bussen. Seks personer er sendt på hospitalet.
Politiet oplyser ifølge NRK og NTB, at buschaufføren er sigtet for uagtsom kørsel.
Gaderne omkring ulykkesstedet blev spærret natten igennem. Politiet er i gang med at udføre undersøgelser på stedet og skal afhøre vidner.
Ifølge myndighederne tyder alt på, at der er tale om en ulykke.
Maylinn Østenstad bor i nabolaget og havde netop lagt sig i sin seng, da ulykken skete onsdag aften.
- Jeg lå og prøvede at sove, da jeg hørte et stort brag. Det varede i flere sekunder og stoppede ikke, siger hun og fortæller, at hun troede, at det var en bombe.
Også Abdi Fatah Mohamed Aden befandt sig tæt på ulykkesstedet.
- Jeg så, at der kom flere skadede personer ud af bussen. Jeg hjalp dem. Så kom politiet, siger han til det norske medie NRK.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker