Den tidligere amerikanske præsident George W. Bush har aflyst et besøg i Schweiz på grund af risiko for at blive retsforfulgt for tortur, oplyser en række menneskeretsorganisationer.
Bush skulle under besøget den 12. februar have talt ved en jødisk gallamiddag i Geneve. Men besøget er nu aflyst, efter at en række menneskeretsorganisationer har indgivet anmeldelse mod George Bush i Geneve.
Menneskerettighedsgrupperne, der blandt andet tæller Human Rights Watch og International Federation of Human Rights - oplyser, at de på mandag vil aflevere 2500 sider til retten i Geneve.
Det omfattende sagsmateriale skal angiveligt bevise, at fanger fra Afghanistan, Irak og andre lande er blevet mishandlet i den omstridte amerikanske fangelejr på militærbasen Guantanamo Bay i Cuba.
Samtidig har venstreorienterede grupper indkaldt til demonstration på den dag, hvor George W. Bush efter planen skulle have besøgt alpelandet.
Gallamiddagen arrangeres af organisationen Keren Hayesod, og organisationens talsmænd afviser, at Bush bliver væk på grund af risikoen for en retssag. Det er tværtimod sikkerhedshensyn, der gør, at den tidligere præsident har aflyst besøget, lyder det med henvisning til demonstrationen.
Human Rights Watch fastholder dog, at det er risikoen for at blive anklaget for blandt andet brug af torturmetoden Waterboarding, der får Bush til at blive væk.
- Han forsøger at undgå at komme i håndjern, siger Reed Brody, der er talsmand for Human Rights Watch til Reuters.
Han fastslår, at sagen fra Schweiz viser, at Bush bør frygte retssager, hvis han rejser til lande, der har ratificeret en international traktat, som forbyder brugen af tortur.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet