By på Island skal evakueres grundet vulkanrisiko
De næsten 4000 indbyggere i Grindavík har før prøvet at evakuere - senest i november forud for et vulkanudbrud i december. (Arkivfoto). Foto: Halldor Kolbeins/Ritzau Scanpix
De 4000 personer, der bor i Grindavík, skal inden mandag aften være ude af deres hjem.
Grindavík, der ligger på Islands sydkyst, skal mandag aften evakueres - igen.
Det sker, fordi der er "stor sandsynlighed" for jordskælv og vulkanudbrud.
Det skriver islandske medier ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Inden klokken 19.00 mandag aften skal de omkring 4000 indbyggere i byen således forlade deres hjem, som de skal holde sig på afstand af i de tre følgende uger.
Der er endnu ingen oplysninger om hvornår, et eventuelt vulkanudbrud forventes.
Også i november blev byen evakueret. Her var det ligeledes gentagne jordskælv og risikoen for et forestående vulkanudbrud, som udløste advarslen til indbyggerne.
I december kom det ventede vulkanudbrud så. Og det blev det kraftigste i flere år, skriver TT.
Lavaen nåede dog aldrig til Grindavík og den 23. december fik de indbyggere, som ikke havde fået deres hjem ødelagt af jordskælvet, lov til at vende hjem.
Vulkanudbruddet i december begyndte på Reykjanes-halvøen, som har haft flere vulkanudbrud de seneste år i ikkebefolkede områder.
Grindavík ligger oven på et sprækkesystem kaldet Reykjanes-Svartsengi med vulkansk aktivitet under jorden.
Der er op mod 33 aktive vulkansystemer i Island. Det er det højeste antal i Europa.
Landets mest aktive vulkan er Hekla, der ligger cirka 150 kilometer øst for Reykjavik. Siden 1970 har den været i udbrud omtrent hvert tiende år.
Vulkanen under gletsjeren Eyjafjallajökull gik i udbrud i 2010, hvor store udslip af vulkansk aske skabte problemer for den internationale flytrafik.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker