Byens fine borgere inviteres til stadion for at se utro blive pisket

Forholdene for Afghanistans kvinder er blevet langt værre, efter at Taliban kom tilbage til magten i august 2021. Taliban slår ned på kvinders ret til skolegang, til at færdes uden at være tildækket, til at gå i parker og mange andre ting. Ind imellem dukker der pludselig en lille demonstration mod forholdene op i bybilledet. Som her ved en moske i hovedstaden Kabul torsdag. Demonstrationerne bliver normalt stoppet hurtigt af Taliban. Foto: -/Ritzau Scanpix

Efter at Talibans øverste ledelse har beordret sharia-straffen efterlevet fuldt ud, er der afstraffelse på fodboldstadioner med tilskuere, der ser utro få pisk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var som en særlig eksklusiv begivenhed med særligt inviterede.

Scenen var et fodboldstadion i byen Pul Alam i Logar-provinsen lidt syd for Afghanistans hovedstad, Kabul. Det var i onsdags den 23. november klokken 09.00 lokal tid.

Guvernørkontoret i Logar havde udsendt invitationer til "lærde, mujahedinerne, ældre, klanledere og lokale", skriver nyhedsbureauet AP.

Klokken blev 09.00. Der var hundredvis af tilskuere, og så faldt de første slag.

De særligt indbudte og de andre tilskuere kom for at se islams sharialovgivning praktiseret.

De så tilsammen 14 personer blive pisket. Tre kvinder og 11 mænd, oplyser Afghanistans højesteret.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at det er første gang, at gennemførelsen af en shariastraf officielt bekræftes, efter at Haibatullah Akhundzada, leder af Taliban-bevægelsen, holdt et møde med ledende dommere i Afghanistan.

Efter det møde blev det besluttet, at det skal indskærpes, at sharialoven om straf som stening til døden, amputationer og pisk skal bruges.

Den 13. november meddelte Zabiullah Mujahid, Talibans ledende talsmand, at beslutningen fra mødet om at skærpe strafudmålingen er "obligatorisk".

Allerede inden denne beslutning var der ifølge de internationale nyhedsbureauer spredte rapporter om, at shariastraffen var begyndt at blive effektueret rundt om i landet.

For få dage siden skrev flere nyhedsbureauer, at ti mænd og ni kvinder var blevet pisket for utroskab og tyveri.

Nu har højesteretten så meddelt, at der også blev uddelt pisk i onsdags i Pul Alam.

De 11 mænd og tre kvinder var dømt af en lokal domstol for utroskab og tyveri. De fik hver mellem 21 og 39 piskeslag.

AP skriver, at der var forbud mod at tage billeder eller video af afstraffelsen.

- Sharialoven er den eneste løsning på Afghanistans problemer og skal implementeres, hedder det i en erklæring, der efter afstraffelsen er udsendt af Enayatullah Shuja, viceguvernør i Logar.

Offentlig henrettelse ved stening, amputationer af lemmer og pisk var almindelige straffe i perioden fra 1996 til 2001, da Taliban også sad på magten i Afghanistan - eller i det meste af Afghanistan.

Efter al-Qaedas terrorangreb på New York og Washington D.C. den 11. september 2001 angreb USA Afghanistan for at finde og nedkæmpe al-Qaeda og terrorgruppens daværende leder, Osama bin Laden, der skjulte sig i Afghanistan.

USA's allierede, herunder Danmark, sendte også soldater til Afghanistan for at bekæmpe terrorister.

Senere forsøgte den internationale styrke at udvikle Afghanistan, både økonomisk og samfundsmæssigt, for at hindre, at Taliban og al-Qaeda igen fik fodfæste i landet.

Det kiksede. Efter 20 år trak den internationale styrke sig ud i august 2021.

Nu har Taliban igen magten.

Talibans leder, Haibatullah Akhundzada, der efter et møde med dommere har besluttet, at shariaens ord om straf skal følges fuldt ud. (Arkivfoto). Foto: Afghan Islamic Press/Ritzau Scanpix

Umiddelbart efter den internationale styrkes afmarch sagde Taliban, at det ikke er det Taliban, der tidligere var ved magten, som er vendt tilbage.

Piger må gå i skole, mindretal har rettigheder og frihed.

Det har ændret sig. Taliban ligner mere og mere det gamle Taliban.

Ingen lande har anerkendt Taliban-regeringen i Kabul.

/ritzau/

Kort om sharia

* Sharia er islams vejledning for, hvordan muslimer skal leve. Det er såvel love som et moralkodeks.

* Sharia er baseret på Koranen, på profeten Muhammeds levevis og på de muslimske traditioner.

* Sharialovgivning anvendes i forskellig grad i en lang række muslimske lande.

* I Afghanistan har Taliban netop besluttet, at landets dommere skal agere meget konservativt og bruge de hårdeste fysiske straffe, der findes i sharia. Det gælder stening til døden, amputationer og pisk.

* Afghanistan har i forvejen haft dødsstraf for blandt andet drab, men nu er der mulighed for, at dommen eksekveres ved stening. Amputationer kan blive straffen for eksempelvis røverier, mens man kan dømmes til pisk ved blandt andet utroskab eller tyveri.

Kilder: BBC, Reuters, AFP.

/ritzau/

Afghanistan er et dybt islamisk land med adskillelse af køn, hårde straffe og i det hele taget en meget anderledes dagligdag end på vore breddegrader. Men ikke alt er anderledes. Også i Afghanistan spiller drengene fodbold, når de har tid til det. Som her i udkanten af Kabul den 13. november. Foto: Ebrahim Noroozi/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu