Byger af raketter fornyer frygten for krig mellem Israel og Hizbollah

Biler var torsdag på vej væk fra Golanhøjderne - et område annekteret af Israel - efter et massivt raketangreb fra den libanesiske Hizbollah-milits. Gruppen hævder at have affyret over 200 raketter mod Israel torsdag og 100 onsdag som svar på et israelsk drab på en af Hizbollahs kommandanter. Foto: Jalaa Marey/Ritzau Scanpix

En eventuel krig i Libanon bliver ikke en duel mellem Israel og Hizbollah. Israel vil i givet fald stå over for hele Irans modstandsakse, advarer ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret

I byen Avdon i det nordlige Israel er der omkring 600 indbyggere tilbage.

På grund af raketangrebene er byens lokale skole ikke længere åben. Så forældrene underviser selv børnene. Men de holder dem inden døre, fortæller byens borgmester, Olga Yifrah.

- Vejene her er meget udsatte for panserværnsmissiler. Det er bedre, at børnene holder sig indenfor, sagde hun i denne uge til avisen Times of Israel.

De indbyggere, der er tilbage i det nordlige Israel, er bange. De har købt nødgeneratorer og har fyldt skabene op med drikkevand på flaske, skriver israelske medier.

Hizbollah-bevægelsen, der kontrollerer store dele af det sydlige Libanon, rettede torsdag massive angreb mod Israel.

Det kom som svar på det israelske militærs drab på en højtstående militant leder. Det er det andet drab på en Hizbollah-leder inden for en måned.

I løbet af et døgn har den militante libanesiske gruppe sendt over 300 raketter og snesevis af droner mod Israel. Det er et af de mest intense angreb i de seneste syv måneder, skriver avisen Jerusalem Post.

Den seneste optrapning i området udløser en fornyet frygt langt ud over Israels grænser for, at krigen i Mellemøsten breder sig.

Iran, der finansierer Hizbollah, har advaret om risikoen for, at krigen breder sig. En risiko, som også iagttagere ser.

- En krig i Libanon bliver ikke en duel med Hizbollah. Israel vil stå over for hele Irans modstandsakse, siger den israelske terrorekspert Yoram Schweitzer til avisen Haaretz.

En politisk analytiker i Irak advarer ligeledes om, at en større krig mellem Israel og den libanesiske Hizbollah-bevægelse "ikke vil være begrænset til libanesisk territorium".

- I Irak og i regionen vil væbnede grupper gå ind i den konfrontation, siger analytikeren, Ali al-Baidar, torsdag til nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at det vil give flere militante grupper lejlighed til at vise ikke kun "deres evner, men også deres loyalitet".

Torsdag meddelte en militant gruppe i Irak, der kalder sig Islamisk Modstand i Irak, at den er klar til at kæmpe på Hizbollahs side.

En talsmand for FN’s generalsekretær, António Guterres, sagde onsdag aften, at "vi er meget bekymrede over optrapningen i skudvekslingen" ved grænsen mellem Israel og Libanon.

Tidligere på ugen meddelte Hizbollah, at gruppen vil indstille beskydningen, hvis der bliver indgået våbenhvile i Gaza.

Mange analytikere vurderer, at hverken Israel, Iran eller Hizbollah ønsker en regulær krig i Libanon.

For nylig var Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, ude at gyde olie på vandene. Det skete, efter at nogle af bevægelsens allierede grupper i Syrien, Irak og Yemen luftede tanker om at sende deres krigere til Libanon.

Det fik Israels tidligere forsvarsminister Benny Gantz til at advare om, at Israels militær kan ødelægge Hizbollahs militære kapacitet "i løbet af et par dage".

Yitzhak Gershon, som har været næstkommanderende i Israels militær i det nordlige Israel, siger til tidsskriftet The Economist, at hvis Israel ikke kan stoppe Hizbollahs missiler, vil målet blive at "ødelægge staten Libanon til grunden".

Gaza vil ligne "et paradis i sammenligning", siger han.

/ritzau/

Hizbollahs parallelle krig

* Kampe mellem Hizbollah i Libanon og militær i det nordlige Israel har i ni måneder kørt parallelt med Israels offensiv i Gazastriben.

* Omkring 70.000 israelere er evakueret fra deres hjem nær grænsen til Libanon i det nordlige Israel.

* Siden 7. oktober, hvor Hamas-bevægelsen angreb Israel fra Gaza, og Hizbollah begyndte sin beskydning af Israel for at bakke op om Hamas, er mindst 15 israelske soldater og 11 civile blevet dræbt ved Israels nordlige grænse.

* I Libanon meldes mindst 495 personer dræbt på grund af beskydningen over grænsen.

* Israel og Hizbollah udkæmpede i 2006 en 34 dage lang krig. Den blev udløst af, at Hizbollah dræbte otte israelske soldater og bortførte to andre. Det fik Israel til at indlede massive luftangreb mod gruppens mål i Beirut og andre dele af Libanon. På israelsk side blev omkring 120 soldater og 40 civile dræbt. På libanesisk side blev over 1100 civile og Hizbollah.medlemmer dræbt.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Hizbollah er stærkere end Libanons hær

* Hizbollah i Libanon er både et politisk parti og en milits. Den betragter sig selv som en modstandsbevægelse mod Israel.

* Gruppens militære kapacitet ses af iagttagere som større end Libanons hær.

* Da Hizbollah udkæmpede en krig mod Israel i 2006, havde gruppen omkring 15.000 raketter og missiler. De fleste havde en rækkevidde på op til 20 kilometer.

* I 2006 affyrede Hizbollah i snit 120 raketter/missiler om dagen. 2000 bygninger i Israel blev ødelagt.

* I dag menes gruppen at have et våbenarsenal bestående af 120.000 raketter og missiler. Mange af dem kan nå storbyen Tel Aviv. En del er præcisionsvåben.

* I en kommende rapport advarer over 100 eksperter og tidligere israelske embedsmænd om, at Hizbollah i tilfælde af en ny krig nu vil kunne affyre 2500-3000 missiler om dagen i tre uger i træk.

Kilde: The Economist.

/ritzau/

Mellemøstens modstandsakse

* Den igangværende konflikt i Gazastriben brød ud 7. oktober, da militante fra den palæstinensiske Hamas-bevægelse trængte ind i Israel. Her dræbte de knap 1200 mennesker og tog omkring 250 som gidsler.

* Konflikten har hurtigt bredt sig til at omfatte flere iranskstøttede grupper i den selverklærede såkaldte "modstandsakse", som udtrykker solidaritet med palæstinenserne og kræver et stop for den israelske offensiv i Gazastriben.

* Foruden Hizbollah ser også houthioprørerne i Yemen sig selv som en del af denne akse. Det samme gør et par mindre kendte grupper i regionen.

* Islamisk Modstand i Irak har taget skylden for droneangreb mod mål i Israel. Angreb, som ifølge Israels militær er blevet afværget, inden dronerne nåede ind i israelsk luftrum.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Et israelsk fly kaster brandhæmmende materiale ned over et område i det nordlige Israel, der står i brand efter et intenst raketangreb fra Hizbollah-militsen i Libanon torsdag. Foto: Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
En landmand evakuerer sine heste, mens røgen fra de raketter, der har slået ned i det nordlige Israel, omgiver hestetransporten. FN frygter endnu en gang, at konflikten i Mellemøsten vil brede sig. Foto: Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu