Byggemand Bob-film skal gå i fodsporene på Barbie-succes
Byggemand Bob startede som en britisk børne-tv-serie fra 1999, der var skabt af Keith Chapman. Legetøjsgiganten Mattel købte selskabet Hit, som ejede rettighederne til Byggemand Bob og Thomas Tog, i 2011. Foto: Evert-Jan Daniels/Ritzau Scanpix
Nu vil legetøjsfirmaet Mattel, der står bag Barbiedukken, bringe Byggemand Bob op på det store biograflærred.
Først en film om Barbie og nu en film om Byggemand Bob.
Legetøjsfirmaet Mattel har torsdag annonceret et nyt legetøjsinspirerede filmprojekt om Byggemand Bob.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det bliver legetøjsmærkets første animerede biograffilm.
"Bob the Builder", som projektet hedder, er den seneste i en række film- og tv-projekter, som Mattel har annonceret efter succesen med "Barbie"-filmen, der var produceret af selskabet Warner Bros.
Barbie havde enorm kommerciel succes med et billetsalg, der tjente over 1,4 milliarder dollar, som svarer til omkring 10 milliarder danske kroner.
Ifølge både Reuters og CNN følger den kommende Byggemand Bob-film hovedkarakteren, der rejser til Puerto Rico for et større byggejob.
Der tackler Bob forskellige problemer rundt om på øen og lærer den sande betydning af at bygge, mens han oplever caribisk- og latinamerikansk kultur.
Filmen har "In The Heights"-stjernen Anthony Ramos til at lægge stemme til den populære tegneserieentreprenør.
Den amerikanske stjerne Jennifer Lopez, som har latinamerikanske rødder, er tilknyttet filmen som producer, skriver CNN.
Mange danske børn vil sikkert kende Byggemand Bob fra børneserien af samme navn fra begyndelsen af 2000'erne skabt af forfatteren Keith Chapman. Her havde Bob det kendte motto: "Kan vi klare det? Ja vi kan".
Det er samme serie, som filmen er baseret på.
Mattel købte selskabet Hit, som ejede rettighederne til Byggemand Bob og Thomas Tog, i 2011 for 680 millioner dollar.
Mattel Films udvikler i øjeblikket også projekter baseret på andre populære legetøjsserier herunder American Girl, Hot Wheels, Magic Ball og Barney.
Legetøjsgiganten rider på en bølge af succes i kølvandet på filmen "Barbie".
Det viste offentliggørelsen af selskabets resultater i tredje kvartal.
- Resultaterne drager fordel af succesen bag filmen "Barbie", som er blevet et globalt kulturelt fænomen og har markeret en afgørende milepæl for Mattel, lød det for nylig i en pressemeddelelse fra selskabet.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde