Cains kone kendte ikke formodet elskerinde

Den republikanske præsidentkandidat Herman Cain, der bliver beskyldt for at have haft en 13 år lang affære, siger til avisen New Hampshire Union Leader, at hans kone gennem 43 år ikke kender den kvinde, som siger, at hun er hans tidligere elskerinde.

Cain har gennem flere dage afvist, at han gennem 13 år har haft et seksuelt forhold til forretningskvinden Ginger White. Han siger nu, at konen ikke kendte til venskabet med White og heller ikke vidste, at han har hjulpet forretningskvinden økonomisk.

- Min kone vidste intet om dette... min kone fandt ud af det, da hun (White, red.) gik til offentligheden med historien, siger Cain.

Cain, der for cirka en måned siden førte kapløbet om at blive Republikanernes præsidentkandidat, har placeret sin politiske skæbne i sin kones hænder. Gloria Cain bestemmer, om han bliver i kapløbet, siger den 66-årige politiker.

Præsidentkandidaten indrømmer, at han har hjulpet White med "måned-til-måned regninger og udgifter".

Cain bekræfter, at han og White har udvekslet sms-beskeder. Mellem 22. oktober og 18. november har White sendt ham omkring 70 beskeder inklusive en række, hvor hun "beder om økonomisk assistance".

- Hun havde ikke noget job og havde problemer med at betale sine regninger, og jeg havde kendt hende som en ven, siger Cain og tilføjer:

- Hun er ikke den eneste ven, som jeg har hjulpet i disse svære økonomiske tider, og hendes beskeder til mig havde med "har brug for penge til husleje" eller den slags at gøre, siger han.

Den tidligere topchef for pizzakæden Godfathers Pizza vil fredag beslutte, om han bliver i præsidentkapløbet, efter han har talt ansigt til ansigt om sagen med sin kone.

/ritzau/

Herman Cain siger, at han hjalp Ginger White med penge, men hun var ikke hans elskerinde.

Offentliggjort Sidst opdateret