Californien-demokrater kæmper mod både brande og en bredside fra Trump
Californiens guvernør, Gavin Newsom, var ude at besigtige skaderne efter branden i Palisades-området. Foto: Jeff Gritchen/Ritzau Scanpix
Ved naturkatastrofer i USA står politiske fløje normalt sammen. Kritikken kan vente. Det har ændret sig. Trump-lejren hænger i struben på lederne i Californien.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De rasende naturbrande med store menneskelige og materielle omkostninger kunne have været en chance for Californiens guvernør, Gavin Newsom, og andre af Californiens demokratiske ledere til at vise, hvad de kan.
Og det kunne have været en chance for det politisk splittede USA til at vise, at når det gælder, og katastrofen rammer, så står vi sammen.
Den afgående præsident, demokraten Joe Biden, har også lovet hjælp til Californien og har været i Los Angeles.
Men republikaneren Donald Trump, der bliver præsident på mandag, har lagt en konfronterende stil an.
Han kommer med anklager, som Californiens ledelse nu må bruge tid på at håndtere.
Annonce
Reuters påpeger, at de politiske fløje traditionelt står sammen, når USA rammes af naturkatastrofer.
Men Trump ændrede på det under coronapandemien. Han var præsident fra 2017 til 2021, og han lå i åben krig mod guvernører fra demokratiske delstater, der ville have skrappere restriktioner mod smitten.
Newsom og Karen Bass, borgmester i Los Angeles, har tilbagevist kritik af deres ledelse. De siger, at der er tale om hidtil uset voldsomme naturbrande, der har forvandlet hele kvarterer til aske på rekordtid.
Mindst 24 mennesker er meldt omkommet.
Trump og hans nære rådgiver, rigmanden Elon Musk, lægger tryk på ved at bruge deres store magt på sociale medier til at angribe både guvernør og borgmester.
Det er blevet et politisk slagsmål, som foregår langs den linje, der på mange områder splitter USA: Den miljø-bevidste og regel-orienterede venstrefløj versus højrefløjen, der er skeptisk over for regeringen og progressive ideer.
Ifølge CNN går højrefløjens kritik grundlæggende på, at Demokraterne har været blinde for risikoen for naturbrandene. De er dårligt forberedt, fordi de fokuserer så meget på at fremme liberal politik.
Det er blandt andet klimapolitik, lighed, kønsdiversitet.
- Californiens demokraters yderligtgående venstrepolitik brænder os bogstaveligt til jorden. Stop med at stemme på folk, der ikke bruger sund fornuft, når det gælder vandforsyning og skovpolitik, har Richard Grenell, der er Trumps kommende "udsending til særlige missioner", for nylig skrevet på X.
USA's præsident, Joe Biden, og Californiens guvernør, Gavin Newsom, da de det 8. januar ankom til en brandstation i Santa Monica for at få en briefing om situationen. Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix
Guvernør Newsom har erkendt, at der er fejl. Brandfolk har klaget over, at der ikke har været nok vand.
Annonce
En forklaring er en langvarig tørke i Californien.
Vandreservoirer blev fyldt forud for branden, og de kommunale vandsystemer har virket, som de er bygget til.
De er bare ikke bygget til så voldsomme naturbrande, skriver Reuters.
Newsom har iværksat en uafhængig undersøgelse af, hvad der er gået galt i vandforsyningen.
Trump har betegnet manglen på vand som " stor inkompetence og dårlig ledelse" fra Bidens og Newsoms side.
Den kommende præsident har beskyldt Newsom for at bruge vand på at bevare nogle små truede fisk i stedet for at slukke brande.
Donald Trump bliver taget i ed som USA's næste præsident den 20. januar. Han har under brandkatastrofen i Los Angeles beskyldt den demokratiske ledelse i Californien for at håndtere krisen ringe. (Arkivfoto). Foto: Jeenah Moon/Reuters
Passer ikke, har Newsom sagt.
Guvernøren er ikke ukendt med sammenstød med Trump. Det skyldes blandt andet, at Newsom regnes for et godt bud til at blive Demokraternes præsidentkandidat ved næste valg i 2028.
Så republikanerne prøver at sætte ham i dårligt lys.
Newsom har inviteret Trump til Los Angeles for at se katastrofen. En kilde i Trumps lejr siger ifølge Reuters, at Trump har planer om at besøge Los Angeles.
Annonce
Forleden bebrejdede Newsom over for CNN Trump-fløjen for kritikken. De skulle i stedet "takke de herodiske brandfolk".
- Folk flygter bogstaveligt talt. Folk har mistet deres liv. Børn har mistet deres skoler. Familier er blevet skilt, kirker er brændt ned, sagde guvernøren.
- Og denne her fyr laver politik ud af det.
En brandmand observerer spredningen af den såkaldte Auto Fire-brand i Oxnard nordvest for Los Angeles. Meteorologerne har varslet blæst frem til onsdag, så brandmændene i Los Angeles-området har nogle hårde dage. Foto: Etienne Laurent/Ritzau Scanpix
/ritzau/
Trumps påstande om brande i Los Angeles
USA's kommende præsident, Donald Trump, har blandt andet sagt:
* Guvernør Newsom har "afvist at underskrive en erklæring om genetablering af vand". Det ville i givet fald kunne føre masser af vand til brændende områder. I stedet prioriteres vand til små fisk over vand for at slukke brande.
Newsom siger, at der ikke findes sådan et dokument. Det er "ren fiktion".
* Trump siger, at der ikke er vand i brandhanerne.
Myndighederne er blevet kritiseret, fordi nogle brandhaner løb tør for vand. De har forklaret, at alle reservoirer og vandtanke var fyldt op før branden. Men på grund af brandens omfang blev der brugt så meget vand, at trykket ikke kunne opretholdes til brandhaner i højdedrag i Palisades-området.
* Trump har sagt, at der ikke er penge i Fema, som er regeringens agentur til at hjælpe i katastrofer.
Femas midler blev hurtigt brugt i oktober efter orkanen Helene og andre katastrofer. Men i december underskrev præsident Joe Biden en lov, der tilførte Fema 29 milliarder dollar - godt 200 milliarder kroner.
Kilde: CBS.
/ritzau/
Brandmænd holder pause og spiser morgenmad, inden de skal tilbage for at slukke de vilde naturbrande i Los Angeles. Billedet er fra den 13. januar i Malibu. Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Mændene i orange tøj er fængselsfanger, der er udkommanderet for at hjælpe brandvæsnet med at nedkæmpe naturbrandene. Billedet er fra højdedragene Mandeville Canyon. Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Gitte ser Sydhavsøerne gennem sit kamera
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Mest læste artikler
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen