Det solfyldte Californien vil begrænse unges brug af solarier. Fremover skal man i delstaten være fyldt 18 år for at lægge sig under det kunstige lys. Hensigten er at reducere unges risiko for at få hudkræft.
- Det er vel dokumenteret, at indendørs solbadning bidrager til hudkræft, blandt andet modermærkekræft, som kan være dødelig, siger Wendy K.D. Selig, leder af Melanoma Research Alliance (MRA).
Hun er mere end tilfreds med den nye lov, og kalder det et skridt i den rigtige retning mod at få stoppet en helt unødvendig aktivitet.
Californiens guvernør Jerry Brown underskrev loven søndag efter at have afvist solariebranchens argumenter om, at den nuværende lov var tilstrækkelig.
Hidtil har det krævet samtykke fra forældrene, såfremt unge mellem 14 og 18 år ønskede at bruge et solarium, og derfor mener branchen, at den nye aldersgrænse er unødvendig.
MRA henviser til undersøgelser fra World Health Organization, som viser en 75 procents stigning i risikoen for at få modermærkekræft ved brug af solarier. Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt amerikanske kvinder i alderen 25 til 29 år.
Læger, sygeplejersker og the American Cancer Society bifalder den nye lov, ifølge Ted Lieu, der er arkitekten bag forslaget.
- Jeg vil gerne rose guvernør Brown for at have taget dette nødvendige skridt til at beskytte nogen af Californiens mest sårbare indbyggere - vores børn. Hvis alle kendte til de virkelige farer ved brug af solarier, ville de blive chokerede, siger Ted Lieu.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned