Cambodjansk flygtning i Danmark dømmes for forræderi
En cambodjaner, der er flygtning i Danmark, er fredag blevet idømt ni års fængsel i Cambodja for at ville omstyrte landets regering, oplyser flere nyhedsbureauer.
Sam Serey er én blandt 13 dømte fra en hidtil ukendt gruppe, der kalder sig Khmerernes Nationale Befrielsesfront.
Han bliver idømt de ni års fængsel in absentia. De øvrige skal i fængsel mellem fem og otte år. Ud over Serey var der fem, der fik deres dom in absentia.
Serey, der bor i Hundested, kalder dommen for "politisk motiveret". Han afviser, at han og de øvrige skal have begået noget ulovligt. Han mener, at de er dømt for at kritisere premierminister Hun Sens styre i Cambodja.
- De har ikke under retssagen fremlagt troværdige beviser, siger han til Ritzau.
Han siger, at det eneste materiale, der blev fremlagt, var nogle brochurer og en bog, som han og de øvrige i organisationen står bag.
De var anklaget for at have oprettet en væbnet gruppe i Thailand og for at planlægge bombeattentater i Cambodja.
Ifølge nyhedsbureauet AFP blev der ikke under retssagen fremlagt beviser for den påstand.
Kritikerne siger, at fængselsstraffene til de 13 anklagede har til hensigt at sværte oppositionen i Cambodja.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kalder retssagen for "politisk motiveret".
- Det handlede om at finde en meget lille eksilgruppe i udlandet i forsøget på at sværte den brede oppositionsbevægelse, siger Human Rights Watch vicedirektør i Asien, Phil Robertson.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde