Cameron: Aktion mod Syrien skal være målrettet
Den britiske premierminister, David Cameron, siger, at enhver militær aktion mod Syrien må være specifik, så den ikke indebærer, at Vesten trækkes ind i en mere omfattende krig i Mellemøsten.
- Dette går ikke ud på at blive inddraget i en mellemøstkrig eller på at ændre vores holdning i forhold til Syrien eller om at gå mere ind i den konflikt. Det gælder kemiske våben, siger Cameron til journalister.
- Det er forkasteligt at anvende kemiske våben, og verden skal ikke blot stå og se til, siger den britiske regeringschef, der har indkaldt det britiske parlament fra sommerferie til ekstraordinær samling om Syrien torsdag.
Downing Street sagde tidligere tirsdag, at parlamentet kunne forvente at skulle tage stilling til en eventuel militær intervention i det borgerkrigshærgede land.
Premierministeren afbrød mandag sin ferie for at vende hjem til London og overveje situationen.
Camerons udenrigsminister, William Hague, erklærede allerede mandag, at det vil være muligt at reagere på anvendelse af kemiske våben i Syrien uden enstemmighed i FN.
- Sikkerhedsrådet har ikke været enige om Syrien, og det har ikke levet op til dets ansvar i forhold til Syrien, ellers ville der rent ud sagt have været bedre muligheder for at have bragt denne konflikt til en afslutning for lang tid siden, sagde han.
Storbritannien har været blandt de vestlige regeringer, der løbende har opfordret til klare internationale reaktioner på de påståede kemiske angreb i Syrien.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned