Den tidligere chef for den lukkede skandaleavis News of the World Andy Coulson blev ikke udsat for det omfattende sikkerhedstjek, som britiske premierministres tidligere pressechefer har gennemgået, skriver avisen The Guardian.
Da David Cameron blev premierminister og tog sin pressechef Coulson med over i Downing Street 10, fik spindoktoren kun en sikkerhedsclearing på mellemste niveau.
Det betød, at Coulson undgik en granskning af sin privatøkonomi og ikke mindst, at han slap for at blive krydsforhørt af en dommerudvalg, der havde ret til at stille indgående spørgsmål om job, venner og privatliv.
Her kunne Coulson ellers være stødt på ubehagelig spørgsmål som: "Er der foregået noget i dit liv, som vi absolut bør vide?"
Både Alastair Campbell og Dave Hill, der arbejdede som pressechefer for Tony Blair, og Michael Ellam, der varetog samme job for Blairs afløser Gordon Brown, var gennem det helt store sikkerhedstjek, der har som formål at blotlægge den ansattes hemmeligheder.
Cameron er blevet skældt ud for at ansætte Coulson, der trak sig som chefredaktør for News of the World, da avisens ulovlige aflytninger af kendte, kongelige og ulykkesofre for alvor blev kendt i offentligheden.
Premierministeren har sagt til det britiske parlament, at Coulson gennemgik "det mest grundlæggende baggrundstjek" og ikke havde adgang til "regeringens mest hemmelige dokumenter".
- Det blev alt sammen gjort på en ordentlig måde, han blev underlagt særlige rådgiveres arbejdskodeks, siger Cameron.
Coulson trådte i januar tilbage som premierministerens pressechef, fordi han beklagede sig over mediernes fortsatte spekulationer om hans rolle i aflytningsskandalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned