Cameron ejede aktier i sin fars skattelyselskab
Cameron erkender at have tjent penge på sin fars selskab. Han solgte aktierne, inden han blev premierminister.
David Cameron ejede aktier i sin afdøde fars offshoreselskab, siger han ifølge Sky News. Han solgte dem imidlertid, inden han blev valgt til britisk premierminister i 2010.
I en udtalelse torsdag aften oplyser Cameron, at han og hans kone, Samantha, i 1997 købte aktier i farens selskab for 12.497 pund - svarende til omkring 115.000 kroner - og solgte dem igen i januar 2010 for 31.500 pund (290.000 kroner).
Cameron understreger, at fortjenesten blev beskattet i Storbritannien på normal vis, og at den lå lige under grænsen for, hvornår man skal betale britisk kapitalindkomstskat.
Den britiske premierminister er i de seneste dage blevet afkrævet svar på en byge af spørgsmål om sin families skatteforhold, siden de såkaldte Panamapapirer begyndte at skabe overskrifter over hele verden.
Hans afdøde far, Ian Cameron, er et af de navne der er dukket op blandt millioner af lækkede dokumenter, som indeholder oplysninger om klienter i advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.
Ian Cameron var direktør i selskabet Blairmore Holdings, der havde hovedsæde på Bahamas, hvor han ifølge nogle medierapporter drev et netværk af investeringsfonde.
Velhavende erhvervsfolk, politikere og stjerner er i forbindelse med Panamapapirerne under mistanke for at anvende selskaber med adresse på Bahamas, i Panama og andre steder for at undgå at betale skat.
Tirsdag afviste den britiske premierminister, at han ejer aktier eller har værdier i skattelyselskaber.
Han kalder det torsdag aften en "grundlæggende misforståelse" at antyde, at farens selskab blev oprettet for at undgå at betale skat, og han betegner mediernes skriverier om sin afdøde far som "uretfærdige", skriver Sky News.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker