Cameron: Euroen har behov for én regering

Det siger Cameron i et interview med Daily Mail onsdag. Storbritannien er ikke selv med i eurozonen. Ifølge premierministeren er eurozonen et enestående projekt globalt set, fordi 17 lande deles om den samme valuta.

- Jeg mener europrojektet kun giver mening, såfremt landene i eurozonen i langt højere koordinerer den økonomiske politik, siger han.

Også håndteringen af landenes statsgæld bør sammenkøres langt mere, end tilfældet er nu.

- Der findes ikke et sted i verden, der har mere end én regering til én valuta, siger han.

Cameron har valgt at holde Storbritannien ude af den finanspagt, som 25 af de 27 EU-lande i januar i år blev enige om at tilslutte sig. Pagten sætter loft over underskuddet på landenes finanslov og statsgæld. Tjekkiet har heller ikke tilsluttet sig.

- Jeg har altid været af den overbevisning, at forskellige lande til tider vil få behov for at føre deres egen økonomiske politik og selv fastsætte deres rentesatser, siger han.

I eurozonen er Den Europæiske Centralbank ene om at styre pengepolitikken. Cameron understreger, at fremgang for økonomien i eurozonen er i briternes interesse, fordi landene aftager cirka 40 procent af den britiske eksport.

- Vi ønsker, at de får løst de problemer, de har. Vi ønsker at være en del af fællesmarkedet, vi ønsker europæiske samarbejde, men vi ønsker ikke at være i eurozonen.

- Europrojektet er i en overgangsfase, som kan bevæge sig i alle retninger, siger han til Daily Mail.

/ritzau/Reuters

Midt i de største problemer nogensinde for den europæiske møntunion kommer Storbritanniens premierminister, David Cameron, nu med et kontroversielt udspil: Skal eurozonen blive en succes, så skal den styres af én enkelt regering.

Offentliggjort Sidst opdateret