Cameron går til angreb: Juncker skal ikke være EU-leder
David Cameron gør det fredag klart, at han på ingen måde kan støtte luxembourgeren Jean-Claude Juncker som kommende formand for EU-Kommissionen.
Den britiske premierminister mener, at det er nonsens at påstå, at de europæiske vælgere i forbindelse med valget til EU-Parlamentet indirekte har peget på Juncker som kommende formand for kommissionen.
Dermed angriber han igen den såkaldte spitzenkandidat-proces, hvor den største gruppe i parlamentet får lov at pege på den næste kommissionsformand. Juncker bakkes op af den store borgerlige EPP-gruppe.
- De fleste europæere stemte ikke ved europaparlamentsvalget. Valgdeltagelsen faldt i størstedelen af medlemslandene. Ingen steder var hr. Juncker på stemmesedlen, skriver Cameron i et indlæg, som ventes offentliggjort i adskillige aviser i Europa fredag.
Cameron ønsker ikke Juncker i spidsen for kommissionen, da han - ifølge Cameron - vil stå i vejen for de store ændringer af EU-systemet, som Cameron ønsker forud for en britisk folkeafstemning om EU-medlemskabet.
- Han (Juncker, red.) besøgte ikke flere medlemslande. Dem, der stemte, gjorde det for at vælge et medlem af parlamentet og ikke kommissionens formand. Hr. Juncker stod ikke på nogen stemmesedler og blev ikke valgt af nogen, understreger Cameron.
Tysklands magtfulde forbundskansler, Angela Merkel, støtter modsat op om Juncker som ny formand for kommissionen og har forsøgt at samle opbakning om luxembourgeren.
De europæiske stats- og regeringschefer ventes ved et topmøde i slutningen af juni at tage stilling til, hvem de mener, der skal lede det magtfulde EU-organ. Men processen kan forsinkes.
- Nu er tiden inde til at foreslå en kandidat, der vil overbevise Europas vælgere om, at vi tager deres bekymringer alvorligt, lyder det fra Cameron.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker