Cameron kritiseres for dyre donormiddage

Sagen drejer sig om middage i premierministerens bolig på Downing Street 10, som rige bidragydere til Det Konservative Parti har kunnet betale sig adgang til for på den måde at vinde politisk indflydelse.

Premierministeren siger mandag, at der har været fire middage, hvor der har været økonomiske partistøtter til stede i hans bolig.

- Ingen af disse middage var for at rejse penge. Ingen af disse middage blev betalt af skatteborgere. Jeg har kendt de fleste af deltagerne i mange år, lyder det fra David Cameron.

Partiet har samtidig offentliggjort en liste på de folk, der betalte sig vej til premierministerens bord.

En af middagsdeltagerne, forretningsmanden David Rowland, har doneret mere end fire millioner pund, godt 35 millioner kroner, til partiet siden 2009.

Skandalen begyndte at rulle, da den nu tidligere konservative topfigur Peter Cruddas blev afsløret i at love, at dørene til indflydelse kunne åbne sig ved hjælp af bidrag til regeringspartiet.

Cruddas slog fast, at man med donationer på omkring 250.000 pund, omkring 2,2 millioner danske kroner, kunne få adgang til ledende konservative partifolk, inklusiv David Cameron og finansminister George Osborne

- Det, som Peter Cruddas har sagt, er fuldstændig uacceptabelt og forkert, lyder det fra Cameron.

Cameron siger også, at sagen vil blive undersøgt grundigt. Samtidig vil alle store donationer komme frem i lyset:

- Fra nu af vil Det Konservative Parti offentliggøre et register over de store økonomiske partistøtter, der deltager i pengerejsende arrangementer, lover premierministeren.

Det gælder både arrangementer på Downing Street eller på andre officielle adresser, tilføjer han.

/ritzau/

Foto: Mark Richards /Scanpix

Efter skarp kritik måtte den britiske premierminister, David Cameron, mandag forsvare sig selv og sit Konservative Parti i en skandalesag om mulig bestikkelse.

Offentliggjort Sidst opdateret