Cameron vil bruge magt for at beholde Falklandsøerne
Hvis det bliver nødvendigt, er Storbritannien klar til at kæmpe for, at Falklandsøerne forbliver britisk territorium.
Det siger den britiske premierminister, David Cameron, og minder om, at Storbritannien har et "stærk forsvar" på øerne i form af soldater og kampfly.
I et interview med tv-stationen BBC bliver han spurgt om, hvorvidt han er klar til at kæmpe for at beholde øerne.
- Selvfølgelig, svarer Cameron.
- Vi har et stærkt forsvar på plads på Falklandsøerne, det er absolut afgørende, fortsætter han.
For nylig har der lydt krav fra Argentinas præsident, Cristina Fernández de Kirchner, om at indlede forhandlinger om øgruppen.
Tidligere på ugen sagde hun, at øerne blev taget fra Argentina i en "grov opvisning i kolonialisme fra det 19. århundrede", og hun kræver, at de overdrages til Argentina.
Øerne, der ligger omkring 400 kilometer fra det sydlige argentinske fastland, blev taget med magt fra Argentina i 1833.
Men David Cameron peger på, at flertallet af de omkring 3000 indbyggere på øerne har et ønske om at forblive inden for Storbritannien, og at de i marts skal holde folkeafstemning om den fremtidige status.
En meningsmåling foretaget i september viste, at 95 procent af de adspurgte på Falklandsøerne betragter sig selv som enten falklændere, briter eller fra Saint Helena, et andet af Storbritanniens oversøiske territorier.
Argentina invaderede øerne i 1982. Det førte til en kort og blodig krig, der varede fra 2. april til 14. juni 1982 og kostede 649 argentinske og 255 britiske soldater livet. Tre civile blev dræbt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned