Cameron vil sende skibe og helikoptere til Middelhavet
Storbritannien er klar til at hjælpe migranterne i Middelhavet, men tilbuddet kommer med betingelser.
Den britiske premierminister, David Cameron, er klar til at sende hjælp til Middelhavsområdet for at hjælpe med de mange migranter, der sætter kurs mod Europas kyster.
Det siger han på vej ind til et EU-topmøde i Bruxelles torsdag, hvor migration er på dagsordenen.
- Vi har at gøre med en rigtig tragedie i Middelhavet. Og mødet i dag kommer til at handle om at redde liv.
- Storbritannien vil som altid hjælpe, siger Cameron og fortæller, at landet er klar til at sende et krigsskib, to patruljebåde og tre helikoptere til Middelhavet.
Den britiske premierministers tilbud om assistance kommer imidlertid ikke uden betingelser.
- Det skal selvfølgelig være under de rette betingelser, siger han og fortsætter:
- Det skal være sådan, at de mennesker, som vi samler op og har med at gøre, bliver bragt til det nærmeste sikre land - sandsynligvis Italien - så de ikke har anledning til at søge asyl i Storbritannien.
Dagens topmøde kan gå hen og blive Camerons sidste, da der er valg i Storbritannien i begyndelsen af maj, hvor meget tyder på, at valget bliver det tætteste i britisk politik siden 1970'erne.
Han bruger derfor også enhver lejlighed til at føre valgkamp og understrege sin handlekraft:
- Når sådan en tragedie sker, er Storbritannien altid klar til at hjælpe, og det her er ingen undtagelse.
Cameron henviser til weekendens katastrofe, hvor en båd kæntrede ud for Libyens kyst, og 800 mennesker ifølge FN mistede livet.
Det var efter den hændelse, at EU-præsident Donald Tusk mandag besluttede at kalde EU's ledere sammen til et ekstraordinært topmøde.
I år har flere end 1500 mennesker allerede mistet livet på den farefulde færd tværs over Middelhavet mod Europa.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde