Storbritanniens første koalitionsregering siden 1945 er krøbet i arbejdstøjet mindre end et døgn efter, at Labours Gordon Brown meddelte, at han træder tilbage som premierminister og overlader magten til en regering ledet af De Konservative.
- Liberaldemokraterne vil være repræsenteret på alle niveauer af denne regering. Jeg synes, dette er et tegn på dens dybde og styrke, siger den ny premierminister, David Cameron, under et pressemøde i haven til Downing Street 10.
Under pressemøde var han flankeret af Liberaldemokraternes leder, Nick Clegg, der er blevet udnævnt til vicepremierminister.
- Jeg ønsker, at dette skal være en modig og reformpræget regering, der vil bringe retfærdighed tilbage i Storbritannien, sagde Clegg.
Tidligere onsdag meddelte Cameron, at han havde udpeget Ken Clarke, tidligere finansminister for De Konservative, til ny justitsminister. Theresa May, den hidtidige formand for De Konservative, bliver indenrigsminister.
Allerede timer efter at han var blevet premierminister og havde taget ophold i Downing Street 10, meddelte Cameron, at han havde udpeget George Osborne til finansminister, William Hague til udenrigsminister, Liam Fox til forsvarsminister og Andrew Lansley til sundhedsminister.
Fra Liberaldemokraternes rækker er Chris Huhne, der har været partiets skyggeindenrigsminister, blevet bedt om at overtage Energi- og Klimaministeriet. Partiets næstformand, den særdeles populære Vince Cable, har fået ansvaret for "erhvervslivet og bankerne" og er blevet udnævnt til erhvervsminister.
Liberaldemokraternes hidtidige skyggeundervisningsminister, David Laws, bliver økonomiminister, mens posten som undervisningsminister antageligt går til den konservative Michael Gove. Han har hidtil været Camerons skyggeundervisningsminister.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde