Canada indbringer USA's stål- og aluminiumstold til WTO
USA's nære handelspartnere går i modoffensiven ved at tage USA's metaltold til Verdenshandelsorganisationen
I lighed med EU har Canada fredag indgivet en klage til Verdenshandelsorganisationen, WTO, som svar på USA's "ulovlige" toldsatser på stål og aluminium.
- Toldsatserne er ikke i overensstemmelse med USA's internationale handelsforpligtelser og WTO's regler, udtaler Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, i en meddelelse.
Den amerikanske regering meddelte torsdag, at importeret stål og aluminium fra EU, Canada og Mexico pålægges en told på henholdsvis 25 procent og ti procent med virkning fra den 1. juni.
Den canadiske regering svarede omgående igen med tilsvarende satser på amerikansk produceret stål og aluminium samt en række forbrugerprodukter.
Tidligere fredag klagede EU til WTO over USA's metaltold.
EU-Kommissionen er desuden i gang med at udarbejde et svar på USA's told og har lavet en liste over amerikanske varer, der skal betales told af, når de importeres til EU.
Listen tæller alt fra motorcykler over cowboybukser til juice og bourbon.
Den nye EU-told ventes at ramme udvalgte amerikanske varer fra den 20. juni.
WTO er den eneste globale organisation, der tager sig af handelsregler mellem lande i verden.
Den canadiske udenrigsminister oplyser i meddelelsen fredag, at "Canada vil arbejde tæt sammen" med EU såvel som med andre ligesindede lande i at modsætte sig USA's toldbeslutning.
Canadas premierminister, Justin Trudeau, undrer sig især over den amerikanske regerings begrundelse om, at toldsatserne er indført af hensyn til USA's sikkerhedsinteresser.
- At Canada kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed i USA er utænkeligt, siger Justin Trudeau.
Det sikkerhedspolitiske argument er ifølge Trudeau en hån mod Canada i lyset af, at amerikanske og canadiske soldater i årtier har kæmpet side om side. Blandt andet i Anden Verdenskrig og i Afghanistan.
- Det er fornærmelse mod dem, siger Trudeau til NBC News.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned