Canadiere slår igen mod Trumps told og krav på deres land med boykot

Justin Burkey, der arbejder i en alkoholbutik i Halifax i den canadiske provins Nova Scotia, tager amerikansk vin af hylderne. Det er et af Canadas svar på USA's handelskrig mod Canada. Foto: Ingrid Bulmer/Reuters

Uvenskab hen over hækken mellem de store nabolande USA og Canada. I hvert fald på den canadiske side. En boykot af USA og amerikanske varer breder sig hurtigt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er åbenlyst, at Canada er lillebror i den handelskrig, som USA's præsident, Donald Trump, har udløst med told på canadiske varer.

Men også en lillebror kan have gejst, og i øjeblikket ser de 40 millioner canadiere ud til at være klar til at kæmpe imod Trump og hans 340 millioner amerikanere.

Regeringen svarer igen med told på varer fra USA, og blandt canadierne er der boykot af amerikanske varer.

De to lande er ellers historisk flettet sammen af kultur, samhandel og familiebånd.

Men tolden og Trumps vedvarende udtalelser om at gøre Canada til USA's stat nummer 51, og hans omtale af Canadas premierminister, Justin Trudeau, som "guvernør" har vakt vrede rundtomkring i det canadiske folkedyb.

Canadiere aflyser rejser til USA. CNN taler om en opblomstring af canadisk patriotisme, der øger sammenholdet, i en tid hvor der ellers er politisk krise.

Trudeau er på vej ud af premierministerkontoret. Han meddelte tidligere i år, at han går af i lyset af voksende kritik af ham og dårlige meningsmålinger.

Han skiftes ud, når hans parti, Det Liberale Parti, har valgt ny formand, som så også bliver premierminister. Det ventes at ske søndag.

Men det ventes ikke, at kursen over for USA ændres. Hverken regeringen eller befolkningens kurs.

LCBO, officiel importør og distributør og en af verdens største indkøbere af alkohol, har meddelt, at den ikke længere køber alkohol fra USA.

Hverken vin eller whisky som Jack Daniel's.

LCBO har hundredvis af alkoholbutikker i Canada, og amerikansk alkohol er nu taget af hylderne, skriver BBC.

David Eby, premierminister i provinsen British Columbia, sagde forleden til pressen, at forholdet til USA er "forandret for altid".

- Vi har venner, familie og forskellige forhold, der går generationer tilbage hen over grænsen. Vi elsker vore amerikanske familiemedlemmer. Men vi vil aldrig igen sætte os i en situation, hvor vi er så afhængige af USA.

Amerikaneren Erasmo Alvarez tanker sin bil på en tank i Chicago i den amerikanske delstat Illinois. Det kan snart blive dyrere for ham og andre bilister. Benzinpriserne ventes at stige, efter at USA har lagt en ekstra told på canadisk olie på ti procent. Flere områder i USA er afhængig af en daglig import af fire millioner tønder canadisk olie. Foto: Scott Olson/Ritzau Scanpix

CNN har talt med canadiere rundtom i landet, og de er vrede.

- Lige nu er canadierne forfærdede, vrede, kede af det, siger John Liedtke fra Windsor i Ontario lige på den anden side af grænsen til den amerikanske by Detroit.

- Jeg kender folk, der siger, at de aldrig vil sætte deres fødder på den anden side af grænsen igen.

Nikki Gauthier fra St. Catharine i Ontario siger, at hun har skrottet den amerikanske onlineplatform Amazon og er gået over til kinesiske Temu.

Hun tjekker nu sine varer i supermarkedet.

- Hvis der ikke er canadisk salat, går jeg efter mexicansk.

Firmaet Flags Unlimited, der fremstiller canadiske flag, fortæller til tv-stationen CBC, at salget nu er dobbelt så stort som for et år siden.

Børsen på Wall Street i New York. Amerikanske aktier mister værdi, efter at Trump er blevet præsident. Der er stor usikkerhed om, hvad hans projekt om at hæve tolden på importvarer fra lande verden rundt vil føre med sig. Billedet er fra onsdag den 5. marts, da børshandlerne havde haft to dage med større tab. Foto: Spencer Platt/Ritzau Scanpix

Donald Trump har truet med toldkrig og talt om Canada som en amerikansk delstat, lige siden han vandt præsidentvalget den 5. november 2024.

Justin Trudeau har sagt, at det ikke er for sjov, når han taler om Canada som en del af USA. Trump mener det alvorligt.

Ifølge Trudeau er Trumps plan at køre Canada økonomisk i sænk i toldkrigen, i håbet om at Canada frivilligt lægger sig ned. Så kan USA annektere Canada.

Mens canadiernes holdning til USA og Trump er blevet dårligere, er deres opfattelse af deres eget land blevet bedre.

David Coletto, leder af opinionsinstituttet Abacus Data, siger til CNN, at 30 procent af canadierne nu synes, at deres land er på vej i den rigtige retning.

I januar, da Trudeau gik af, var det 19 procent.

Han siger også, at støtten til Det Liberale Parti er gået op efter flere år med tilbagegang. De konservatives forspring skrumper.

Canadas snart forhenværende premierminister, Justin Trudeau, da han holdt pressekonference den 4. marts. Det var her, hvor han sagde, at Trump indfører told på canadiske varer for at ødelægge Canadas økonomi. Det skal gøre det lettere for USA at annektere Canada. Foto: Dave Chan/Ritzau Scanpix

Der skal være nyvalg i Canada inden oktober.

/ritzau/

Toldkrigen mellem USA og Canada

* Den 1. februar annoncerede USA's præsident, Donald Trump, at der kommer told på varer fra blandt andet Mexico og Canada fra 4. marts.

* Der var forskellige satser. Generelt 25 procent, men for energi fra Canada 10 procent.

* Canada slog igen med at øge tolden tilsvarende for amerikanske varer til en værdi af 21 milliarder amerikanske dollar - omkring 147 milliarder kroner.

* Torsdag meddelte USA imidlertid, at tolden for en del varer udskydes til at træde i kraft den 12. marts og den 2. april.

* Trump-administrationen sagde, at udskydelsen gælder varer, som omfattes af handelsaftalen USMCA mellem USA, Mexico og Canada.

* Ifølge Det Hvide Hus er 62 procent af de canadiske varer, der sælges til USA, ikke omfattet af aftalen.

Kilder: Reuters, AFP.

/ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, har i flere måneder kaldt Canada for USA's 51. stat. Canadas premierminister, Justin Trudeau, kalder han "guvernør". Billedet er fra Det Hvide Hus torsdag den 6. marts, da han underskrev en ny stribe dekreter. Foto: Evelyn Hockstein/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu