Canadisk grænseby begræder Trumps told: Et ægteskab går i stykker
USA og Canadas flag vajer her side om side på den amerikanske side af grænsen mellem canadiske Sarnia og amerikanske Port Huron. De to byers økonomier er tæt forbundne, men forholdet går i stykker på grund af den nye told, siger borgmester. Foto: Geoff Robins/Ritzau Scanpix
Canadisk by, der grænser op til USA, fjerner amerikanske flag fra gaderne. Trump har med told ødelagt naboforholdet, der ikke står til at genskabe, lyder det.
Ritzau RitzauAurélia End
Ritzau RitzauDaniel Stublen, Ritzau-AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Det gode forhold er ved at gå i stykker, og det bliver svært at reparere.
USA's præsident, Donald Trump, har indført told på 25 procent på canadiske varer, der importeres til USA.
Det rammer ikke kun handlen mellem de to naboer, men også forholdet generelt.
Det fortæller borgmesteren i den canadiske by Sarnia, Ontario, som grænser op til den amerikanske by Port Huron i delstaten Michigan.
De to byer har i mere end et århundrede hjulpet hinanden. For eksempel hvis en brand skulle bryde ud i den ene by. De har holdt hockeyturneringer sammen - den seneste for bare to uger siden.
Annonce
Deres økonomier er tæt forbundne, og der er også mange tætte bånd borgerne imellem, fortæller Sarnia-borgmester Mike Bradley.
- Men det hele virker til at være nået til vejs ende. Og det virker ikke til, at vi vil kunne genskabe det forhold i fremtiden, siger han til AFP.
Lastbiler venter på at krydse grænsen mellem Sarnia, Canada, og Port Huron, USA. I Sarnia, som har 85.000 indbyggere, er skuffelsen allerede udbredt, efter at Trump lørdag underskrev dekretet, der hæver tolden på canadiske varer. Foto: Geoff Robins/Ritzau Scanpix
I Sarnia, som har 85.000 indbyggere, er skuffelsen allerede udbredt, efter at Trump lørdag underskrev dekretet, der hæver tolden på canadiske varer.
Trump har også indført 25 procent told på varer fra Mexico og hævet tolden på kinesiske varer med yderligere ti procent.
Det er sket som led i Trumps forsøg på at tvinge selskaber til at flytte til USA.
Sarnias vigtigste industri går lettere om Trumps told.
Byen er et energiknudepunkt med 26 transnationale olie- og gasrørledninger. Canadisk olie og anden energi slipper med told på ti procent, men det gør ikke skuffelsen mindre i Sarnia.
- Der er stor sørgmodighed. Vreden er dyb. Vi har haft småskænderier med USA før, men det er anderledes denne her gang. Det er blevet personligt, siger Mike Bradley.
- Det føles som et ægteskab, der går i stykker. Man gør alt, hvad man kan, for at redde ægteskabet, men i sidste ende lykkes det ikke, og så må man håndtere konsekvenserne af det.
Donald Trump har indført 25 procent told på varer fra Mexico og Canada og hævet tolden på kinesiske varer med yderligere ti procent. Det er sket som led i Trumps forsøg på at tvinge selskaber til at flytte til USA. Foto: Carlos Barria/Reuters
I store dele af det seneste kvarte århundrede har regeringer og industri på begge sider af grænsen skabt et tæt netværk af rørledninger og raffinaderier i Canada og USA.
Annonce
Denne gensidige afhængighed har haft til formål at styrke energisikkerheden på det nordamerikanske kontinent og mindske afhængigheden af oversøisk olie.
Derfor er det kommet som et chok for canadiere, at Trump har indført told, som risikerer at vende samarbejdet i energisektoren på hovedet.
Bradley fortæller om et konkret eksempel på, hvordan Trumps beslutning med det samme skabte dårlig stemning i Sarnia.
Han stoppede på en fastfoodrestaurant på vej hjem lørdag, efter at Trump havde annonceret tolden.
Normalt ville der være hyggelig snak over bordene, fortæller borgmesteren, men i stedet "var der mennesker, som var oprørte og vrede over, hvad der var sket".
Han siger også, at der er kommet en lang række af henvendelser fra lokale, som kræver, at de amerikanske flag ved siden af de canadiske på Sarnias gader bliver taget ned.
- De flag var et symbol på velvilje og accept af vores bilaterale forhold. Og nu er det i stykker, siger Bradley.
Han er gået med til at fjerne flagene.
- Det er ren symbolpolitik. Men jeg har lært fra vores amerikanske venner, at symbolpolitik er meget vigtigt.
/ritzau/AFP
Trumps told
* Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet. Idéen er, at de varer, der kommer ind i ens land, bliver dyrere, og at folk er mindre tilbøjelige til at købe dem. Intentionen er, at folk til gengæld køber billigere, hjemlige produkter og på den måde styrker landets egen økonomi.
* Baggrunden for at indføre forhøjet told på varer fra Canada, Kina og Mexico er ifølge Donald Trump, at han vil holde de tre lande op på deres løfter om, at de vil hjælpe med at stoppe strømmen af illegale indvandrere og ulovlige stoffer - herunder især fentanyl - der ender i USA.
* Derudover er der brug for tolden, fordi USA har underskud på betalingsbalancen. De nye toldsatser skal gælde, indtil "krisen" med illegale indvandrere og stoffer i USA er afblæst, oplyser Det Hvide Hus.
* Trump erkender, at det kan komme til at gøre ondt på USA, at landet har indført told på varer fra Canada, Kina og Mexico. - Men vi vil gøre USA stort igen, og det vil være det værd, skriver han på sit sociale medie, Truth Social.
* De tre lande har advaret om, at de vil svare igen på USA's told. Canada vil lægge 25 procent told på varer fra USA og samtidig klage til Verdenshandelsorganisationen (WTO) over USA's beslutning.
Seneste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Spor blokeret på motorvej
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel