Caribisk stat vil stemme om at blive republik efter Elizabeths død
Står det til den antiguanske premierminister, Gaston Browne, stemmer Antigua og Barbuda inden for de næste tre år om at blive en republik. (Arkivfoto). Foto: Chandan Khanna/Ritzau Scanpix
Premierminister i Antigua og Barbuda siger, at man inden for de næste tre år vil stemme om at blive republik.
Gaston Browne, der er premierminister i det caribiske land Antigua og Barbuda, siger, at han inden for de kommende tre år vil udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt landet skal være en republik.
Det sker efter dronning Elizabeths død. Landet er en del af Commonwealth, en gammel sammenslutning af lande, som mestendels har været en del af det britiske imperium, og har stadig den britiske monark som statsoverhoved.
Premierministeren kom med meldingen om en folkeafstemning, kort tid efter at han havde underskrevet et dokument, der gjorde kong Charles til konge i landet.
- Det er ikke en fjendtlig handling eller for at gøre forskel på Antigua og Barbuda og monarkiet.
- Men det er det sidste skridt for at fuldende en cirkel af uafhængighed og for at sikre, at vi reelt er en suveræn stat, siger premierministeren.
Han siger, at folkeafstemningen med stor sandsynlighed kommer til at være i løbet af de næste tre år.
Allerede i april sagde premierministeren, at landet havde et ønske om at blive en republik.
Det skete under et besøg fra prins Edward, der er dronning Elizabeths yngste søn, og hans kone.
Her blev prinsen anklaget for at udvise arrogance, da han i sjov sagde, at han ikke havde taget noter under premierministerens bemærkninger.
William og Kate, der nu er Storbritanniens kronprinspar, kom også i modvind, da de i marts besøgte Jamaica. Modvinden skyldtes blandt andet, at de gav hånd til jamaicanske borgere gennem et stålhegn.
Demonstranter beskyldte dem for at drage nytte af slavers "blod, tårer og sved".
Andrew Holness, der er premierminister i Jamaica, sagde til parret, at landet kan stå over for at blive en republik.
William anerkendte, at det britiske monarkis dage i Caribien kan være talte, da han sagde, at det er op til landenes befolkninger at bestemme deres fremtid.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde