Carney besøger Donald Trump for at forsvare Canadas selvstændighed

Den 60-årige økonom Mark Carney står over for sit måske vigtigste møde i karrieren. Han har tidligere været centralbankchef i Canada og i Storbritannien. Nu er han canadisk premierminister, og han skal mødes med Trump, der vil gøre Canada amerikansk. Billedet er fra hans pressekonference i Ottawa den 2. maj. Foto: Blair Gable/Reuters

Canadas skæbne er på spil, når premierminister Carney besøger Trump i Det Ovale Værelse. USA's præsident siger åbent, at Canada bør være USA's stat nummer 51.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mark Carney har netop vundet parlamentsvalget i Canada, og nu godt en uge senere skal han levere, hvad han blev valgt på.

Han skal vise, at han kan tøjle USA's præsident, Donald Trump, der har set sig varm på Canada.

Trump har siden sin valgsejr over Joe Biden i november i fjor sagt åbent, at han vil have Canada som delstat nummer 51 i USA.

Carney har formelt ikke en regering endnu. Den tages først i ed i næste uge, skriver BBC. Men tirsdag kommer han alligevel til Det Hvide Hus i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., for at mødes med manden, der vil have hans land.

I et interview i weekenden med NBC blev Trump spurgt, om han vil gentage sit krav på Canada under mødet med Carney.

- Det vil jeg altid tale om, svarede han.

De skal også tale told. Canada var sammen med USA's sydlige naboland, Mexico, og Kina det land, der først blev ramt af Trumps politik om at lægge ekstra told på varer fra alle lande.

75 procent af Canadas eksport går til USA, så det er alvorligt for canadierne.

Carney er ikke fuldblodspolitiker. Han har været centralbankchef i Canada og i Storbritannien, men tidligere i år blev han valgt til partiformand for Det Liberale Parti, da den hidtidige partileder og premierminister, Justin Trudeau, gik af.

Carney udskrev valg. Under valgkampen sagde han, at valget handler om at stå imod USA's økonomiske pres og Trumps plan om at gøre Canada til en stat i USA.

På en pressekonference forud for mødet med Trump sagde Carney i weekenden, at Canada har valgt ham "til at stå imod Trump".

Det agter han at gøre "fokuseret og beslutsomt", sagde han ifølge AFP.

De skal drøfte både told og det bredere forhold mellem de to lande, sagde han videre.

Carney gentog sit budskab fra valgkampen om, at forholdet, "som har været baseret på en stadig voksende integration, er slut".

Mange canadiere boykotter amerikanske varer, efter at Trump har indført forhøjet told på varer fra Canada. Flere butikker har hjulpet med boykotten ved at fjerne amerikanske varer fra hylderne. 75 procent af Canadas eksport går til USA, der har 330 millioner indbyggere. Canada har 41 millioner. Billedet er fra en butik i Ontario den 3. februar. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

- Spørgsmålet er nu, hvordan vore nationer skal samarbejde i fremtiden, sagde han.

Carney advarede om, at man ikke skal vente, at der efter de to lederes første møde "kommer hvid røg" op af skorstenen.

- Min regering vil kæmpe for at få den bedste aftale, sagde han, men tilføjede, at der ikke er noget hastværk med at få en aftale.

Carney har også taget et særligt skridt, der skal forsikre både canadiere, Trump og alle andre om, at Canada ikke er en del af USA - eller på vej til at blive det.

Det kan vise sig som en trumf for ham.

Trumfen hedder Charles og er konge af Storbritannien.

BBC skriver, at det er velkendt, at Trump er en beundrer af den britiske kongefamilie. Han blev åbenlyst benovet, da den britiske premierminister, Keir Starmer, under et besøg i Det Ovale Værelse, Trumps kontor, overrakte ham en invitation fra kong Charles, mens kameraerne rullede.

USA's præsident, Donald Trump, (tv.), får tirsdag besøg af Canadas premierminister, Mark Carney. Der har i månedsvis været spændinger mellem USA og Canada på grund af Trumps told og hans ambitioner på det canadiske territorium. Foto: Saul Loeb, Patrick Doyle/Ritzau Scanpix

Det var en invitation til at komme på statsbesøg i Storbritannien. Det har Trump været før, og i de kredse er det uset, at man inviteres på to statsbesøg.

Så Trump var både smilende og smigret og viste brevet frem.

Nu kommer den samme konge til Canada, som formelt har den britiske monark som statsoverhoved.

Carney har formelt inviteret Kong Charles og dronning Camilla til Canada for at åbne Canadas 45. parlament den 27. maj.

- Besøget understreger klart vort lands suverænitet, siger Carney ifølge BBC.

I Canada er kong Charles til daglig repræsenteret af generalguvernør Mary Simon.

Når et parlament skal have sin første samling, er det normalt generalguvernøren, der åbner det, så det hører til sjældenhederne, at monarken kommer flyvende ind fra London.

USA's præsident, Donald Trump, er her fotograferet i Det Ovale Værelse den 26. marts, da han varslede øget told på import af biler til USA. Biltold rammer Canada hårdt, da der er produktion af biler til det amerikanske marked i Canada. Tirsdag får Trump besøg af premierminister Carney fra Canada for at drøfte netop told og en række andre ting. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Det skete senest i 1977, da dronning Elizabeth åbnede forsamlingen.

/ritzau/

Det siger Carney inden mødet med Trump

* Canadas nyvalgte premierminister, Mark Carney, mødes tirsdag i Washington D.C. med USA's præsident, Donald Trump. De skal drøfte forhold mellem de to lande i kølvandet på Trumps told på canadiske varer og Trumps udtalelser om at gøre Canada til en delstat i USA.

* Herunder er nogle udtalelser, som Carney kom med i weekenden.

* Om sit virke som premierminister:

- Jeg er i politik for at udrette store ting, ikke for at være noget.

* Om mødet med Trump:

- Jeg tager dertil med forventningen om svære, men konstruktive drøftelser.

- Jeg foregiver ikke, at disse diskussioner bliver lette. Der bliver sik og sak, op og ned.

 

Kilde: AFP.

 

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu