Catalansk eks-leder i eksil efterforskes for terror i Spanien
Carles Puigdemont forlod Spanien i 2017, efter at styret i Madrid erklærede en uafhængighedsafstemning i Catalonien for ugyldig. (Arkivfoto). Foto: Europa Press/Ritzau Scanpix
Spanske myndigheder undersøger, om Carles Puigdemont brød terrorlovgivning efter forsøg på løsrivelse.
Den catalanske separatistleder Carles Puigdemont mistænkes for at have overtrådt Spaniens terrorlovgivning i forbindelse med aktiviteter, som fandt sted efter Cataloniens forsøg på løsrivelse fra Spanien i 2017.
Det oplyser den spanske højesteret.
Domstolen har iværksat en efterforskning af sagen. Efterforskningen skal klarlægge, hvilken tiltale der kan rejses mod Puigdemont.
Konkret drejer sagen sig om terroraktiviteter, der skal være begået sammen med eller som en del af den catalanske protestgruppe Demokratisk Tsunami.
Gruppen iværksatte en række protester, efter at 13 ledende personer fra den catalanske separatistbevægelse blev idømt fængselsstraffe i 2019.
Blandt andet stod Demokratisk Tsunami bag en blokade af lufthavnen i den spanske storby Barcelona samme år. Flere tusinde aktivister deltog i blokaden, som førte til, at flere end 100 flyafgange blev aflyst.
Aktivisterne kom i kampe med politiet, og 115 blev såret.
Den spanske højesteret skriver i en udtalelse, at efterforskningen af Carles Puigdemont vedrører "gadeterrorisme".
Separatisternes protester i 2019 havde ifølge domstolen til formål at "undergrave lov og orden" og "skabe en følelse af terror i befolkningen eller i dele af befolkningen".
Puigdemont stod i 2017 i spidsen for Cataloniens forsøg på at løsrive sig fra Spanien. Inden da organiserede han som selvstyrepræsident en folkeafstemning i Catalonien om netop løsrivelse.
Den blev erklæret forfatningsstridig af Spaniens regering, men Puigdemont gennemførte alligevel afstemningen.
Da et flertal stemte for løsrivelsen, vedtog lokalparlamentet i Barcelona en uafhængighedserklæring.
Den blev erklæret ugyldig af styret i Spaniens hovedstad, Madrid. Herefter flygtede Puigdemont ud af landet. Han lever i dag i eksil i Belgien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned