Catalansk leder: Vi vil erklære uafhængighed om få dage
Cataloniens leder, Carles Puigdemont (i midten), siger til BBC, at det er et spørgsmål om dage, før regionen vil erklære sin uafhængighed fra Spanien. Foto: /ritzau/AP/Manu Fernandez/arkiv
/ritzau/AP/Manu Fernandez/arkiv
Senest i begyndelsen af næste uge vil Catalonien erklære sin uafhængighed fra Spanien, siger regionens leder.
Det er et spørgsmål om dage, før Catalonien vil erklære sin uafhængighed fra Spanien.
Det siger regionens leder, Carles Puigdemont, i sit første interview siden søndagens afstemning, hvor 90 procent stemte for løsrivelse.
Stemmedeltagelsen var 42 procent.
- Regeringen i Catalonien vil handle enten i slutningen af denne uge eller i begyndelsen af næste, siger Carles Puigdemont til britiske BBC.
På spørgsmålet, om hvad han vil gøre, hvis den spanske regering skulle gribe ind og tage kontrol over Cataloniens regering, svarer lederen af den autonome region:
- Det ville være en stor fejl, som vil ændre alt.
Samtidig fortæller Carles Puigdemont, at der for øjeblikket ingen kontakt er mellem regeringen i Madrid og regeringen i Catalonien.
Kort før den catalanske leders udmelding til BBC leverede Spaniens konge en hård og direkte kritik af Cataloniens regering i en tv-tale.
Ifølge kong Felipe VI har søndagens folkeafstemning om løsrivelse bidraget til at underminere sameksistensen i regionen.
Det er derfor nødvendigt at genskabe lov og orden efter forfatningen, understregede han på spansk tv ifølge nyhedsbureauet AP.
Den spanske konge anklager således lederne i den nordøstlige region for med deres ageren at true den økonomiske stabilitet i Spanien.
Spaniens konservative regering har sagt, at den er klar til at "tage alle nødvendige midler i brug" for at bekæmpe trodsigheden i Catalonien.
Centralregeringen og forfatningsdomstolen havde på forhånd erklæret søndagens afstemning ulovlig.
Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, har siden afstemningen arbejdet på at skabe fælles fodslag i parlamentet om krisen.
Et muligt svar kan være, at centralregeringen vil annullere det delvise selvstyre i Catalonien, rapporterer AP.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker