Catalonien præget af usikkerhed og civil ulydighed
Et catalansk og spansk flag side om side på en regeringsbygning i Barcelona. Catalonien er mandag præget af usikkerhed og civil ulydighed, mens den spanske regerings kontrol over regionen bliver testet. Foto: /ritzau/AP/Manu Fernandez
/ritzau/AP/Manu Fernandez
Den spanske regerings kontrol over Catalonien vil gradvist blive testet på arbejdspladser mandagen igennem.
Nogle af de separatistiske ledere i Catalonien har opfordret til en bølge af aktioner med civil ulydighed i regionen.
Det skal være som reaktion på, at Spaniens nationale regering har aktiveret artikel 155 i landets forfatning og indført direkte styre, så det er Madrid, der regerer i Barcelona.
I Madrid siger Spaniens udenrigsminister, Alfonso Dastis, at den catalonske leder, Carles Puigdemont, kan stille op ved et valg i Catalonien i december - under forudsætning af, at han ikke er blevet fængslet.
Puigdemont og hans regering er afskediget, og det er nu den centrale regering, som styrer de catalanske institutioner.
Afskedigede ministre i Catalonien har sagt, at de vurderer, at regionens 200.000 civile embedsmænd fortsat vil følge de ordrer, som de får "fra de folkevalgte og legitime institutioner" i regionen.
Men ønsket om løsrivelse støttes langt fra af alle catalanere, og der var søndag hundredtusinder af demonstranter på gaden i regionen for at tilkendegive, at de er imod uafhængighed.
Det er uklart, hvordan Madrid vil overtage styringen af den nordøstlige region, som har omkring 7,5 millioner indbyggere.
Catalonien har selv styret de lokale institutioner, siden demokratiet blev genindført i Spanien efter general Francisco Francos død i 1975.
Spaniens kontrol over Catalonien vil ifølge iagttagere blive testet mandagen igennem, når politikere og embedsmænd vender tilbage til arbejdet og bliver konfronteret med valg, når de får modstridende ordrer fra to steder.
Den store borgergruppe, som står bag den separatistiske kampagne for uafhængighed, har opfordret til udbredt civil ulydighed og udsendt detaljerede instruktioner om, hvordan embedsmænd og lokalpolitikere skal forholde sig.
Spaniens indenrigsministerium udpegede en ny chef for politiet i Catalonien lørdag. Han har insisteret på, at de 17.000 politifolk skal forholde sig neutralt.
Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, overtog den direkte kontrol med regionen fredag, afsatte den regionale regering og udskrev et catalansk valg til afholdelse den 21. december.
En anden vigtigt test af den nationale regerings reaktioner på udviklingen er, hvordan erhvervslivet forholder sig.
Adskillige hundrede virksomheder har forladt Catalonien tidligere i denne måned, fordi de ønsker at ligge et sted med politisk og retsmæssig stabilitet.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned