Center skal drage russiske ledere til ansvar for krigen i Ukraine
Et nyt center skal indsamle beviser fra krigen i Ukraine til fremtidige retssager mod russiske ledere, herunder Ruslands præsident, Vladimir Putin. (Arkivfoto). Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Internationale myndigheder er gået sammen om at sikre beviser til retsforfølgelse af russiske ledere.
Der er mandag blevet taget endnu et skridt på vejen mod at kunne stille Rusland til ansvar for krigen mod Ukraine.
Det sker med åbningen af et nyt internationalt center i Haag.
Ukraines øverste anklager, Andrij Kostin, kalder det et definerende øjeblik.
- Det er i sandhed et historisk øjeblik. Det er et definerende øjeblik, hvor den civiliserede verden ikke bare taler om, men viser i konkrete handlinger, at ansvarlighed er det, der betyder mest, siger han ved et pressemøde mandag.
Centeret, ICPA, vil drage russiske ledere til ansvar, siger Andrij Kostin videre.
ICPA er et samarbejde mellem blandt andet Den Internationale Straffedomstol, EU og Ukraine.
Hovedformålet er at indsamle beviser, der senere vil kunne bruges i retsforfølgelser.
Med samarbejdet sendes der et klart signal om, at Rusland ikke skal have lov til at gå fri, siger EU-kommissær for retlige anliggender Didier Reynders.
- Begivenheden i dag er et vidnesbyrd om vores forpligtelse til den globale kamp mod straffrihed.
- Vi kan ikke tolerere den grove overtrædelse af forbuddet mod magtanvendelse, en af de grundlæggende regler i den internationale, regelbaserede orden, siger Didier Reynders.
Centeret vil kunne forberede sager mod de ansvarlige for krigen i Ukraine. Men afholdelsen af egentlige retssager skal ske i andet regi, siger kommissæren.
Det kan for eksempel være i et særligt tribunal nedsat til lejligheden. Det har Ukraine tidligere foreslået og fået opbakning til fra EU.
De europæiske stats- og regeringschefer gentog deres støtte til et tribunal ved EU-topmødet i slutningen af juni.
Muligheden for at retsforfølge blandt andet krigsforbrydere findes allerede i Den Internationale Straffedomstol.
Rusland accepterer dog ikke domstolens jurisdiktion. Derfor vil der skulle oprettes en anden instans, hvis russiske ledere som præsident Vladimir Putin skal kunne retsforfølges.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde