Centerpartiet åbner mulighed for støtte til Löfven i Sverige
Næsten tre måneder efter valget er det stadig ikke lykkedes for nogen partileder at finde frem til et levedygtigt regeringsalternativ. Centerpartiets leder, Annie Lööf, åbner nu muligheden for støtte til en regering ledet af Stefan Löfven, hvis lederen af Socialdemokraterna går ind på en række politiske krav fra det borgerlige parti. Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Hvis S-leder Löfven skal have en chance, så må han indse, at han må føre borgerlig politik, siger Annie Lööf.
I Sverige åbner Centerpartiets leder, Annie Lööf, mulighed for støtte til en regering ledet af Stefan Löfven.
Det kan ske, hvis lederen af Socialdemokraterna går ind på en række politiske krav fra det borgerlige parti.
S-lederen Löfven er i gang med endnu et forsøg på at sammensætte en ny regering.
- Hvis han skal have en vis chance for at blive statsminister, så må Stefan Löfven indse, at han må føre en borgerlig politik, siger Annie Lööf.
Blandt kravene er skattelettelser og reformer af ejendoms- og arbejdsmarkedet.
Stefan Löfven er umiddelbart ikke afvisende over for kravene.
- Det er godt, at der er fremgang i processen, siger han og tilføjer, at han må sætte sig nøje ind Centerpartiets krav, før han tager endelig stilling.
Næsten tre måneder efter valget er det stadig ikke lykkedes for nogen partileder at finde frem til et levedygtigt regeringsalternativ.
Hverken blokken på venstrefløjen eller det borgerlige partisamarbejde i Alliansen fik flertal i Riksdagen.
Ingen af dem ønsker at samarbejde med det tredjestørste parti, Sverigedemokraterna.
Löfven, der er fungerende statsminister, har fremført, at det er nødvendigt med et samarbejde på tværs af blokkene.
Lööfs parti, som er en pendant til De Radikale i Danmark, har været i dialog med Löfven. Hun åbner muligheden for ikke at stemme imod ham i Riksdagen - forudsat at en række krav imødekommes.
Löfven fik i fredags godt en uge til at samle støtte til en ny regering.
Det har lettet arbejdet, at Lööf allerede har sonderet terrænet og udelukket flere regeringsalternativer, har Löfven pointeret.
Den svenske Riksdags formand, talman Andreas Norlén, har meddelt, at Riksdagen vil stemme om Stefan Löfvens foreslåede regering den 5. december.
Senest to dage inden skal Löfven have meddelt, hvilke partier han ønsker med i sin regering.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker