Centralafrikanske oprørere erobrer hovedstaden Bangui
Præsidenten i Den Centralafrikanske Republik, François Bozize, måtte søndag morgen flygte over hals og hoved, da oprørsstyrkerne i det afrikanske land rykkede ind i præsidentpaladset og erobrede hovedstaden Bangui.
Ifølge præsidentens talsmand flygtede François Bozize over floden Oubangui til nabolandet, Den Demokratiske Republik Congo, da oprørerne fik overtaget byen.
Nyhedsbureauet AFP kunne kort forinden melde om heftige kampe i hovedstaden mellem oprørere og regeringssoldater.
- Der er mange skud omkring paladset og selv her, hvor vi befinder os, siger en ansat på et hotel 300 meter fra paladset til AFP.
Først lød meldinger, at oprørerne havde overtaget præsidentpaladset, men siden blev det altså bekræftet af en talsmand fra regeringen, at hovedstaden var erobret, og præsidenten flygtet ud af landet.
- Rebellerne har overtaget kontrollen med byen, siger præsidentens talsmand, Gaston Mackouzangba.
- Jeg håber, at der ikke bliver nogen gengældelse.
En anden officiel talsmand, Crepin Mboli-Goumba, siger, at oprørerne nu har overtaget alle de strategiske poster i byen.
Frankrig har bedt om at få FN's Sikkerhedsråd hasteindkaldt for at reagere på den hastigt forværrede situation i landet, og franske borgere i den tidligere koloni er blevet rådet til at "holde sig hjemme".
Oprørerne fra Seleka-koalitionen genoptog tidligere på ugen den væbnede kamp med det mål at afsætte præsident François Bozize.
Det skete, efter en to måneder gammel fredsaftale var kollapset i landet, der siden løsrivelsen fra Frankrig i 1960 har været præget af uro.
Tidligere har Seleka-oprørerne krævet præsidentens afgang til gengæld for at underskrive en fredsaftale.
Seleka har også krævet, at Bozize retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.
Det var i Den Centralafrikanske Republik, at dokumentaristen Mads Brügger optog størstedelen af filmen 'Ambassadøren', der handler om handel med diplomattitler og illegale diamanter.
/Ritzau/Reuters
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker