Cessna-fly styrter i Island: Tre mennesker er døde
En redningshelikopter blev kaldt til ulykkesstedet, men alle ombordværende døde. (Arkivfoto). Foto: Jan Kouba/Ritzau Scanpix
Alle ombordværende på fly døde i styrt på det østlige Island søndag. Politi undersøger årsag.
Tre mennesker er døde i et flystyrt på det østlige Island.
Det skriver avisen Morgunblaðið og mediet RUV.
Det var et Cessna-fly, som styrtede søndag. To passagerer var om bord på flyet sammen med piloten. De blev erklæret døde på stedet.
Eftersøgningen af flyet begyndte efter et nødsignal fra flyet omkring klokken 17.
Herefter blev en større eftersøgning sat i værk. Også et fly fra Icelandair tog del i eftersøgningen.
Flyet blev fundet nogle timer senere, oplyser islandsk politi ifølge Morgunblaðið.
Også en redningshelikopter blev kaldt til stedet.
Myndigheder har ikke oplyst nogen årsag til ulykken, som undersøges af blandt andet politiet.
Flystyrtet fandt sted ved Sauðahnjúka mellem Hornbrynju og Hraungarða i den østlige del af det islandske højland.
Billeder og video fra området fra mediet RUV viser en række af politibiler samt en redningshelikopter i et bart og bjergrigt landskab.
Flere redningsarbejdere kan ses gå rundt i området.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker