Champs-Élysées i Paris skal forvandles til en storstilet have
- Den bliver ofte kaldt den smukkeste avenue i verden. Men dem af os, der arbejder her hver dag, er ikke så sikre på, at det er rigtigt, sagde Jean-Noël Reinhardt, formand i Champs-Élysées-komitéen, i 2019. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er afsat 250 millioner euro til at forvandle avenue i Paris, som ifølge komité har mistet sin pragt.
Der er givet grønt lys til en storstilet forvandling af den berømte avenue Champs-Élysées i Paris, Frankrigs hovedstad.
Det oplyser borgmester i Paris Anne Hidalgo ifølge avisen The Guardian.
Hun siger, at avenuens strækning på 1,9 kilometer skal forvandles til en "have ud over det sædvanlige".
Der er afsat 250 millioner euro - cirka 1,86 milliarder kroner - til projektet. Der vil fortsat kunne køre biler på strækningen.
Champs-Élysées-komitéen har siden 2018 kæmpet for en større renovering af avenuen og dens omgivelser.
Forvandlingen begynder imidlertid først, efter at den franske hovedstad har været vært for de olympiske lege i sommeren 2024.
- Den legendariske avenue har mistet sin pragt over de seneste 30 år. Og den er gradvist blevet opgivet af pariserne, hedder det i en udtalelse fra komitéen, der byder det store projekt velkomment.
Ifølge komitéen er avenuen nedslidt.
- Den bliver ofte kaldt den smukkeste avenue i verden. Men dem af os, der arbejder her hver dag, er ikke så sikre på, at det er rigtigt, sagde Jean-Noël Reinhardt, formand i Champs-Élysées-komitéen, i 2019.
Komitéen har tidligere fremlagt en plan for, hvad den mener, der bør forandres ved Champs-Élysées. Ifølge den plan skal pladsen til køretøjer halveres.
Vejbanerne skal i stedet blive til fortov og grønne områder.
Før coronakrisen lød en vurdering, at der var omkring 100.000 gående på avenuen hver dag. 72 procent af dem var turister.
Der er i dag otte vejbaner på avenuen. De bliver normalt brugt af i gennemsnit 3000 køretøjer i timen.
Borgerne i Paris fejrede befrielsen fra Nazityskland på avenuen i 1944. Og store sejre inden for sportsverdenen får også pariserne til at strømme til avenuen for at fejre i fællesskab.
Hvert år slutter det store cykelløb Tour de France på avenuen.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker