Charles Michel: Fremskridt bringer Ukraine tættere på EU
Charles Michel er EU's præsident. Tirsdag er han på besøg i Ukraine i forbindelse med tiåret for Maidan-revolutionen. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
EU-præsident Charles Michel er tirsdag i Kyiv. Her fortæller han i en nyhedsudsendelse om Ukraines fremskridt.
EU's præsident, Charles Michel, er tirsdag på besøg i Ukraines hovedstad, Kyiv. Her siger han, at Ukraine fortsat kommer tættere på EU.
- I kæmper for vores fælles værdier og fremtid. Jeg er helt overbevist om, at vores fremtid er sikrere med Ukraine i EU.
- Tillykke til jer begge (Ukraine og Moldova, red.) med de reformer, som I implementerer. I ved, det er vigtigt for at gøre jer klar til EU-medlemskab, siger Charles Michel til den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Moldovas præsident, Maia Sandu, i en video på det sociale medie X.
Tidligere på måneden udkom EU-Kommissionen med sin landerapport, som viste fremskridt i forhold til EU-medlemskab.
Kommissionen anbefaler, at man påbegynder optagelsesforhandlingerne for både Ukraine og Moldova.
En beslutning om at indlede officielle forhandlinger om medlemskab er ventet ved et EU-topmøde midt i december.
Charles Michel fortæller desuden, at man fra EU's side også arbejder hårdt på at blive klar til EU-udvidelse.
- Til december skal vi tage en beslutning om, hvad de næste skridt skal være.
- Vi skal også gøre os klar med reformer, der sikrer, at EU-udvidelsen ikke kun gør os større men også mere indflydelsesrige, lyder det fra EU-præsidenten.
Et af de store spørgsmål ved udvidelsen er, hvordan økonomien i EU skal se ud fremadrettet. En stor del af EU's budget består af midler, som gives til lande, der har brug for dem, herunder landbrugsstøtte.
Med flere lande kan nogen stå til enten at skulle betale mere til EU-kassen eller modtage mindre i støtte.
EU-udvidelse skaber også debat om reformer og traktatændringer. Her kan der være tale om, hvor mange kommissærer der skal være i kommissionen, og om flere afgørelser skal træffes ved kvalificeret flertal.
Charles Michel er tirsdag i Ukraine for at markere tiåret for Maidan-revolutionen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker