Charleston-kirke er åben igen efter massakren
Kirken i Charleston, hvor ni mennesker blev dræbt forleden, åbner igen søndag til gudstjeneste.
Livet går videre.
Søndag klokken 09.30 lokal tid åbner den gamle, historiske afrikansk-amerikanske kirke i Charleston i den amerikanske delstat South Carolina og afholder gudstjeneste.
Det skriver lokalavisen The Post And Courier.
Kirken var onsdag aften skueplads for en blodig massakre, da en ung hvid mand skød og dræbte ni sorte, der var til gudstjeneste.
Blandt de dræbte var præsten Clementa Pinckney.
Lørdag meddelte politiet, der har foretaget undersøgelser i kirken siden massakren, at undersøgelserne er slut, og at der kan holdes gudstjeneste igen.
Avisen skriver, at mange i menigheden ønsker at vende tilbage til kirken Emanuel African Methodist Episcopal hurtigt, andre er mere tøvende. De mener, at onsdagens blodbad er for tæt på.
- Nogle mennesker, jeg taler med, ønsker ikke at komme der. Andre vil gerne. Det er en del af healingsprocessen, siger Willi Glee, et medlem af menigheden.
Den mistænkte gerningsmand til massakren er den 21-årige hvide Dylann Roof. Han blev anholdt i torsdags i nabostaten North Carolina.
Han er nu anklaget for drab på de ni mennesker. Det menes, at der ligger racistiske motiver bag ugerningen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned