Chavez-støtter græder og synger i Caracas

Hundredvis af sørgende venezuelanere samler sig natten til onsdag dansk tid foran det hospital i hovedstaden Caracas, hvor Venezuelas præsident, Hugo Chavez, tirsdag åndede ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere græder og synger "Vi er alle Chavez" eller "Chavez lever", mens andre holder Venezuelas flag med de gule, blå og røde farver.

- Vi føler, at vores far og leder af landet fysisk har forladt os, siger den 40-årige kommunalarbejder Francis Izquierdo med tårer i øjnene.

- Men kommandanten forbliver i vores hjerter, og vi må blive ved med at opbygge vores land. Det var hans (Chavez, red.) største ønske, at vi ikke stopper revolutionen, tilføjer han.

58-årige Chavez døde tirsdag af den kræftsygdom, han har døjet med over længere tid. Dermed sluttede hans 14-år lange karriere i landets mest magtfulde embede.

Venezuelas udenrigsminister har erklæret syv dages landesorg for Chavez, og befolkningen er allerede begyndt at begræde lederens død flere steder i landet.

Venezuelanerne stimler sammen på offentlige pladser i Caracas og andre større byer og synger nationalsangen, mens de holder billeder af Chavez.

- Han skulle ikke have været død. Han var den bedste præsident, Venezuela nogensinde har haft, siger den 45-årige brolægger Frank Aponte fra gaderne i Caracas.

Liget af Chavez vil onsdag blive overført til et militærakademi i hovedstaden. Her kan befolkningen besøge den afdøde leder, inden han bliver begravet fredag.

- Jeg vil tage derhen - selv hvis jeg skal stå i kø i to dage, siger Frank Aponte.

Venezuelas næste præsident skal vælges i løbet af de næste 30 dage. Vicepræsident Nicolas Maduro overtager embedet, indtil en ny leder er fundet.

/ritzau/AFP