Chef for statsbaner bliver Østrigs nye kansler
Østrigs socialdemokrater vælger chefen for landets statsbaner, Christian Kern, som ny kansler og partileder.
Østrigs socialdemokrater er nået til enighed om at vælge chefen for landets statsbaner, Christian Kern, som ny kansler og som partileder, oplyser den midlertidige partileder Michael Häupl.
- Beslutningen er truffet, siger Häupl, som fredag havde møder med regionale partiledere i Wien.
- Den nye leder skal officielt godkendes af partiledelsen den kommende tirsdag, siger han og tilføjer, at den 50-årige Kern, som har været i politik i 20 år, dagen efter vil blive indsat som ny regeringsleder af den østrigske præsident, Heinz Fischer.
Kern efterfølger Werner Faymann, som trådte tilbage fra alle sine poster for få dage siden.
Faymann blev voldsomt kritiseret, efter at hans parti led et overraskende stort valgnederlag til Frihedspartiet (FPÖ) ved den første runde af Østrigs præsidentvalg. Præsidentvalgets anden runge afvikles den 22. maj.
Hverken SPÖ eller deres koalitionspartnere i det konservative ÖVP fik deres kandidater videre til anden valgrunde. I stedet bliver det den tidligere leder for De Grønne, den uafhængige kandidat Alexander van der Bellen, der skal kæmpe mod Frihedspartiets kandidat, Norbert Hofer, om præsidentposten.
SPÖ og ÖVP har lidt en række valgnederlag i de seneste år. De to partier har valget mellem at fortsætte et samarbejde frem til 2018 eller udskrive et parlamentsvalg, som formentligt ville blive vundet af FPÖ.
Kern, som beundres af mange for sine organisatoriske lederevner, står over for en vanskelig balancegang, hvor han dels skal holde koalitionen i live og samtidig holde sammen på sit eget politiske bagland uden at sælge ud af partiets grundlæggende værdier.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker