Chilensk politi anholder mistænkte for millionrøveri i lufthavn
Også i lufthavnen i Chiles hovedstad, Santiago, holder flyene i øjeblikket stille som følge af coronaviruspandemien. (Arkivfoto) Foto: Pablo Sanhueza/Reuters
Pablo Sanhueza/Reuters
I marts blev der stjålet 103 millioner kroner fra lufthavnen i Santiago. Nu er flere bandemedlemmer anholdt.
Politiet i Chile har anholdt ni personer mistænkt for et storstilet lufthavnsrøveri i begyndelsen af marts.
Det oplyser landets indenrigsminister tirsdag.
De ni anholdte menes at være involveret i et af Chiles største røverier, da der den 9. marts blev stjålet 103 millioner kroner i kontanter fra lufthavnen i Santiago.
Indenrigsminister Gonzalo Blumel roser politiet for dets "seriøse og professionelle arbejde, der nu - mindre end to måneder senere - har sikret, at disse mennesker bliver bragt for en domstol".
Dog er det kun lykkedes politiet at inddrive omkring 840.000 kroner af de stjålne penge.
De anholdte omfatter blandt andre en bandeleder, oplyser chefen for den chilenske efterforskning, Hector Espinosa.
Han tilføjer, at de fleste af de anholdte er vaneforbrydere.
- Lederen er en person, som er i politiets register. Langt de fleste af de anholdte er bandemedlemmer, der har dedikeret deres liv til kriminalitet. De er vaneforbrydere, siger Hector Espinosa.
Røveriet fandt sted den 9. marts, da fem mænd bevæbnet med rifler og pistoler gik til angreb på en pansret sikkerhedsvogn i fragtterminalen i lufthavnen i Santiago.
Her overmandede de vagterne og kørte afsted med de mange millioner.
De 14 millioner amerikanske dollar og en million euro i orangefarvede sække var ankommet fra udlandet og skulle distribueres ud til chilenske banker.
Røveriet er det næststørste i Chiles historie.
I 2017 stjal en bande en kontantforsendelse til en værdi af 19 millioner dollar - 130 millioner kroner - fra en transportvirksomhed i udkanten af Santiago.
Lufthavnen i den chilenske hovedstad har tidligere været udsat for røveri, da en bande i 2014 slap afsted med ti millioner dollar - 68 millioner kroner.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker