CIA-chefs affære: Elskerindes hjem ransaget

Foto: Streeter Lecka/ Scanpix /Scanpix

Betjente fra det amerikanske forbundspoliti, FBI, ransagede mandag hjemmet til den kvinde, der er centrum i sexskandalen i efterretningstjenesten CIA.

Offentliggjort Sidst opdateret

Over 10 betjente tog billeder og beslaglagde kasser fra Paula Broadwells hjem i Charlotte, North Carolina, rapporterer amerikanske medier.

Fredag valgte chefen for den amerikanske efterretningstjeneste, David Petraeus, at træde tilbage, efter han havde haft en affære med Paula Broadwell i omkring et halvt år.

Ifølge en lokal tv-station i Charlotte gennemrodede FBI-betjente huset i mindst to timer. Paula Broadwell, som tidligere har skrevet en biografi om den tidligere firestjernede general Petraeus, har ikke været i hjemmet, siden sexskandalen rullede i fredags.

Ifølge hendes nabo er Broadwell, hendes mand samt parrets to sønner på et "hemmelig" sted og "har det godt".

En nær ven og tidligere talsmand for Petraeus har fortalt, at affæren mellem den nu forhenværende CIA-chef og Broadwell begyndte to måneder efter, at Petraeus blev leder af efterretningstjenesten i september 2011.

Sagen begyndte i løbet af sommeren, da en kvinde fra Florida gik til FBI, efter hun havde modtaget truende e-mails. Den elektroniske post viste sig at stamme fra Paula Broadwell. Hun beskyldte Florida-kvinden for at have flirtet med Petraeus.

FBI-betjentene fandt senere frem til en e-mail-korrespondance mellem Petraeus og Broadwell med seksuelle undertoner, som bekræftede affæren.

Lederen af USA' styrker i Afghanistan, John Allen, er også blevet trukket ind i sagen. Han efterforskes nu for at have kommunikeret upassende med kvinden, der er centrum i CIA-skandalen.

Petraeus og elskerinden blev sidst i oktober afhørt af politiets efterforskere. Selvom der var forlydender om, at Broadwell var kommet i besiddelse af hemmeligt materiale blev der ikke rejst sigtelser i sagen.

Broadwell har dog muligvis afsløret følsomme og fortrolige informationer.

I en tale på et universitet i Denver 26. oktober påstod hun, at CIA har tilbageholdt libyske militsmedlemmer i Benghazi, og at det muligvis var derfor, at USA's konsulat i den libyske by blev angrebet 11. september i år.

Ved angrebet blev den amerikanske ambassadør og tre andre dræbt. CIA har på det kraftigste afvist Broadwells historie.

/ritzau/AFP